Credo 5 – Mod Moderkirken
Mere kirkelig, end kristelig – det var en erkendelse, der ikke huede mig. Uden kristendom er der ingen kirke, medens man, efter min mening, godt kan forestille sig det kristne budskab forkyndt og praktiseret uden en institution eller systemisk konfession. En logisk konsekvens ville være at melde mig ud af Folkekirken og leve mit kristelige liv uden andet tilhørsforhold end det, jeg har til Gud, men jeg måtte erkende, at jeg som et lille, skrøbeligt, materialistisk menneske havde brug for mere end troens åndelige gave.
Jeg indledte i begyndelsen af 90’erne det, der skulle blive til en 10 år lang indre rejse, der skulle vise sig at føre mod Moderkirken i kød af den romersk-katolske kirke, hvad jeg ikke vidste da jeg drog afsted. De første år gik med at finde ud af hvad jeg savnede – derefter kunne jeg begynde at søge. Jeg havde jo prøvet før – da jeg som ung teenager rejste fra Missionen til Folkekirken; men naturligvis var konditionerne for denne anden rejse anderledes – jeg havde 30-35 års mere livserfaring.
Alligevel gik jeg “den slagne vej” med forberedelse hos to præster i Danmark gennem et års tid, og 7/1-2002 udmeldte jeg mig af Folkekirken. 14/4-2002 blev jeg firmet, svarende til konfirmeret (hvilket aldrig skete i den protestantiske kirke da jeg først blev døbt som 17-årig) ved en messe i Domkirche St. Stephan i Wien, og tilsluttede mig nogle dage efter Saint-Eustache kirken i Paris, som jeg kendte godt i forvejen og hvor jeg stadig har min gang.
Hvad var det, jeg savnede og søgte?
Det var socialt engagement og ansvar. Naturligvis er troen i yderste instans en personlig sag mellem den enkelte og Gud, men jeg følte, at den protestantiske kirke i sin praksis gør troen til et privat anliggende medens det sociale ansvar bliver kollektivt og stedfortræderagtigt. Sat på spidsen kan man sige, at kærlighed og omsorg for andre, især i et moderne sekulariseret samfund, i den protestantiske kirke sættes i system, og at man som menneske så at sige køber sig fri af det direkte ansvar for næsten. Jeg vil nødigt kalde det aflad, men ordet trænger sig på.
Jeg savnede også en grad af mystik i den religiøse praksis, herunder liturgien. Det er velkendt at Luther rensede messen for den slags, men jeg mener, at troens mysterium taler al rationalitet direkte imod. Jeg følte, at ritualer i den protestantiske kirke bliver til rutiner og dermed tømmes for indhold. Jeg mener også, at de to sakramenter (dåb og nadver), protestanterne anerkender så at sige er “for lidt”. Jeg er klar over, at de fem sakramenter, den katolske kirke anerkender ud over de to nævnte, i høj grad er fødte af tradition og historie, men en “helliggørelse” af livsbegivenheder som synd og krise, sygdom og død, konfirmation og ægteskab mener jeg kan være svar på den skødesløshed man ofte omfatter disse livsbegivenheder med (jeg er selv gift og skilt flere gange, men alene kirkeligt gift én gang og har i øvrigt efterlyst et kirkeligt skilsmisseritual), ligesom jeg mener at synd og anger ligesom konfirmation og ægteskab er blevet overtaget af den almindelige sekularisering og dermed er blevet tømt for åndelighed.
Jeg manglede et genuint fællesskab, som rakte ud over det, der etableres ved nadveren, som også var blevet mere og mere abstrakt og fjernt for mig. Jeg tror dette hang sammen med en tørst efter mere inderlighed i min egen tro og i de troendes fællesskab. For mig er det et fællesskab, der rækker ud over alterskranken og ud over menigheden. Det er også et fællesskab, der ikke blot har en åndelig dimension, men også fordrer handling og et – sagt på nutidsdansk – globalt ansvar. Ikke alene socialt, men også når det gælder et forpligtende ansvar for jorden, dens ressourcer og alle skabninger.
Har jeg fundet det, jeg søgte?