Credo 6 – Troens Styrke
Mere udlevet socialt ansvar, mere mystik i min trospraksis og mere ægte og inderligt fællesskab om troen. Det var noget af det, jeg søgte, da jeg som midaldrende konverterede til den romersk-katolske kirke i 2002. Har jeg fundet det i Moderkirken? Det er vanskeligt at svare på.
Nogle mener, at man bliver mere troende med alderen med den konsekvens at det gamle menneske, måske i lyset af at livet begynder at rinde ud, vender sig mere mod Gud. Som 67-årig føler jeg ikke, at jeg er mere troende end for 30-40 år siden, men min trospraksis, hvis sådan et udtryk er plausibelt, er blevet anderledes med alderen. Jeg har oplevet troens og inderlighedens styrke.
Jeg beder mere end tidligere. Mine bønner er mere inderlige og i højere grad båret af bekymring for mine nærmeste, menneskeheden, jorden, fremtiden, snarere end min egen frelse. Bestemt ikke fordi jeg tror dén er sikret, men snarere fordi min tillid til Gud er vokset. Jeg tror, måske som barnet, men naturligvis mere reflekteret, at Vorherre nok skal klare det, jeg ikke kan. I min nyeste digtsamling skriver jeg: “Gud – skab mennesket 2.0! Vi magter det ikke selv”. Jeg forstår det som en slags ultimativ bøn i sammenhæng med Fadervor.
Jeg er også draget af kirken på en anden måde end tidligere, her kirke forstået som den kristne menighed – bygningen har jo haft min opmærksomhed siden barndommen. Jeg har i en sen alder oplevet fællesskabet i kommunionen; jeg har ikke været flittig altergænger tidligere i mit liv fordi jeg mente, at mit gudsforhold var for personligt til at dele med andre, men oplevelsen af brød og vin som inkarneret Kristi legeme og blod har bragt mig nærmere Gud og menigheden.
Jeg er blevet mere social bevidst ud fra en kristen tanke, snarere end en politisk, i min hverdag. I min teenagetid var socialisme og kristen praksis to sider af samme sag; det mener jeg stadig, men den åndelige dimension har fået mere plads ved siden af den materielle.
Jeg har fået en anden “forståelse” af det evige liv. Da det er evigt har det eksisteret før mig, er en del af det nu levede liv og livet efter døden. En slags cirkulær tænkning, der også giver god mening i praksis – i det daglige liv med dets mange udfordringer. Hermed mener jeg bl.a. det såre banale, at en forståelse af fortiden og et engagement i nutiden er afgørende for en ansvarsfuld forholden sig til fremtiden. Jeg kan naturligvis ikke planlægge mit “efterliv”, men jeg håber at nærme mig en form for afklarethed inden det kommer. Også her er troen altafgørende.
Måske har meget af dette ikke noget med konfession at gøre, men jeg udfolder det bedst i den katolske sammenhæng – vel at mærke i min egen dynamiske tolkning, som næppe vil få pavelig velsignelse. Herom en anden gang.