Da jeg boede i Marmeladekvarteret

I efteråret 1965 købte mine forældre en byggegrund i Aalborgs velhaverkvarter Hasseris. Dog ikke i den rige del – vi hørte økonomisk nok til nedre middelklasse – men i Gammel Hasseris, det yderste af kvarteret med kolonihavehuse og enkelte bondegårde, dengang endnu ikke i byzone med kloakering og den slags. Det kom så året efter sammen med et lille parcelhus, et såkaldt Tranum Typehus på 100 kvm. 

Grunden blev købt via en advokat af en mand, der var sendt livsvarigt i fængsel. Hans aktiver skulle realiseres, herunder grunden, som mine forældre købte for 6.000 kr., der naturligvis skulle lånes i banken. En faldefærdig rønne befandt sig på grunden, der ellers var ét stort vildnis, som min far, der var gartner, hurtigt fik bugt med. I sommeren 1966 flyttede familien ind i det nye hus, der kostede 58.000 kr. Den have, min far havde anlagt blev vurderet til 60.000 kr, hvilket var helt uhørt, men det var en utrolig flot have med stedsegrønne planter, stauder, små opholdsøer, springvand m.m. og hurtigt blev haven lidt af et tilløbsstykke. I virkeligheden anvendte far den som demonstration for de nybyggere, der hyrede ham til at anlægge deres haver rundt om i landsdelen.

Efter nogle år i en lille lejlighed på Boulevarden 44 i Aalborgs centrum fik min søster og jeg for første gang et værelse hver, et rigtigt badeværelse og hvad der ellers hørte til den slags. Vi boede på Hindbærvej 17 i det, min far døbte “Marmeladekvarteret” vist mest som en drilsk kommentar til de rige og “rigtige” Hasseris-boere længere inde mod byen. Jeg var 14 år og stævnede allerede mod musikkonservatoriet og på en eller anden måde blev der anskaffet et salon-flygel til mig. Alt var således såre godt, hvilket det var i en del år. Men så flyttede min søster og jeg begyndte at rejse ud, men flyttede først hjemmefra som 20-årig i maj 1974. På et tidspunkt vel i midt-80’erne gik huset på tvangsauktion. Min mor havde mistet lysten til at bo der, min far havde som altid ikke styr på familieøkonomien og det hele var noget deprimerende. Årene i Marmeladekvarteret var ikke lykkelige for mig. To indlæggelser på psykiatrisk, heraf et efter et selvmordsforsøg, gjorde livet besværligt. Eneste lyspunkt var mine tre år på Seminarieskolen, som jeg tidligere har erindret om.

Når jeg tænker på det i dag er der en detalje, som er lidt underfundig. Hindbærvej var blind og sidste nummer på vejen var 20, så vi boede næsten i bunden af den farverige vej, hvor de fleste huse stadig var af kolonihave slagsen. I de offentlige papirer for stedet stod der, at vejen altid ville forblive “blind” fordi området omkring var reserveret til en kommende motorvej. Det er det, der nu, snart 60 år efter realiseres som den såkaldt 3. Limfjordsforbindelse. Det er i øvrigt noget vrøvl, kun opfundet af aalborgensernes forfængelighed. Der er i forvejen seks broer over Limfjorden, en tunnel og nogle færgeforbindelser. Bortset fra det synes jeg, en forbindelse over den lille ø Egholm vil være en glimrende ide. Jeg har i øvrigt foreslået at man bygger et stort operahus på Egholm. Med den sædvanlige nordjyske sendrægtighed kommer det engang i 2090’erne – hvis det kommer…