Øvelse gør (måske) mester

Cellisten Pablo Casals, der går for at være én af verdens(historiens) bedste fik besøg af en journalist i anledning af at mesteren rundede 90. I forvejen havde han bedt journalisten om først at indfinde sig over middag for om formiddagen skulle Casals øve sig. Da journalisten dukkede op spurgte han Casals “Jamen, hvorfor øver De stadig?” – “Jeg håber på at blive bedre”, svarede den fremragende musiker.

Jeg har aldrig kunnet lide at øve mig. Det er sikkert én af grundene  – og der er mange andre – til at jeg ikke blev udøvende musiker sådan for alvor i hvert fald. Bevares, jeg kan spille orgel og mit musikstudium fordrede en såkaldt “udvidet klavereksamen” som jeg også bestod, men nej, jeg er ikke musiker i egentlig forstand.

Det er det rutineprægede, der ikke er mig. Jeg keder mig bare ved tanken om at skulle gentage en passage i ét væk. Jeg er en del impulsiv, ikke særligt autoritetstro, jeg har en trang til altid at lede efter nye veje og så er jeg i øvrigt dårlig til at gå i takt og synge i kor.

Når det er sagt, skal også med, at jeg selvfølgelig har endog enorm respekt for dem, der kan øve sig i timevis dagen lang på dette eller hint. Der er også noget imponerende i at kunne holde ud at øve sig på en koncert i hundredevis af timer i lønkammeret for at fyre det hele af på en halv time i en koncertsal. 

En hypotese siger, at man skal øve sig mindst 10.000 timer inden man fylder 20, hvis man vil være en succesrig kunstner eller sportsmand. Jeg tror ikke på det – det er de virkeligt gode alt for individuelle til – men der er næppe tvivl om, at gentagelse/øvelse gør mester – i hvert fald hvis man har hvad der ellers skal til: talent eller boldøje, fysiske muligheder, omverdenens tålmodighed og opbakning og hvad man ellers kan nævne.

Nu er det jo ikke alle, der skal være eller kan blive kunstnere på højt plan. Jeg husker alt for godt fra konservatorie-tiden, hvordan mange kom ind med en Casals eller Callas i maven og forlod institutionen 6-7 år efter for at blive musiklærer på landet. I nogle tilfælde førte det tragiske begivenheder med sig. Jeg havde aldrig ambitioner af den slags, mine interesser samlede sig om det mere teoretiske og kunstnerisk skabende i stedet for udøvende, og så det, det mest er blevet til: formidling, det at skabe platforme for kunstnerne, forsøge at forbedre kunstens vilkår og den slags.

Dem der vil og kan dét skal der også være nogle af – og tro mig: det har også sine omkostninger, herunder krav om disciplin og en vis – øvelse.