Iklædt Plastik

Jeg har siden 1998 med en enkelt undtagelse tilbragt nytårsaften i Berlin. Ikke med den store fejring, men der er noget symbolsk i for mig at være i den mest driftige og dristige by jeg kender, når der står status i kalenderen. Også 31/12-1999, hvor jeg fandt på, at jeg ville gå ind i det nye årtusinde iført tøj af 100 % plastik, som efter min mening er en af de største opfindelser fra sidste århundrede.

De fleste ved, hvilken betydning plastik har i hverdagen. Det er et fantastisk stof, som kan bruges til stort set alt og er det mest dynamiske stof i verden. Jeg er naturligvis klar over de store problemer, plastik skaber for menneskeheden fordi det anvendes uforstandigt og stadig produceres af de fossile stoffer, vi nødvendigvis må have udryddet, skal kloden og vi overleve.

Som jeg har for vane tilpasser jeg virkeligheden efter mine holdninger og handlinger, også på dette punkt. F. eks. er det noget af en tilsnigelse at påstå, at plastik er opfundet i sidste århundrede. Plast er ældre end som så. I 1530 udviklede den tyske alkymist Bartholomæus Schobinger, en opskrift på kaseinplast, dvs. plast fremstillet af ostemasse, fortæller Wikipedia. Med industrialiseringen udvikles der så plastopskrifter baseret på råolie. Nu er tiden inde til at finde på nyt og det er man allerede i gang med mange steder. En anden udfordring er den måde, vi omgås plastik på. Det er aldeles tåbeligt, at et stof, der næsten ikke er til at nedbryde, ikke konsekvent genanvendes, men bliver til affald. Havde man holdt sig til Bartholomæus-opskriften kunne man i det mindste spise det efter brug.

Tilbage til min fikse idet hin nytårsaften, om at være iført plast ved overgange til det nye årtusinde. Jeg havde indkøbt et sort jakkesæt og en frakke i 100 % polyamid eller hvad det hed. Jeg kendte bare ikke til stoffets isolerende egenskaber. Med det resultat, at jeg hundefrøs den ganske nat da jeg oplevede Nina Hagen ved Brandenburger Tor og vågnede 1. januar 2000 med mit livs værste forkølelse. Jeg hængte klogeligt kostumet i klædeselskabet og tog det først frem, da det blev sommer og solen varmede godt igennem. Men ak, lige som plastikken befordrer kulde indenbords sker det med varme. Jeg var simpelthen ved at smelte, sådan helt bogstaveligt. 

Det ikke særligt billige jakkesæt blev smidt ud. Undtagelsesvis ikke til genbrug, for jeg undte ikke en stakkels hjemløs at genbruge mit kostume. Det blev sikkert brændt på en losseplads med en stinkende sort røgsøjle som resultat.