Altid Undervejs

Jeg er et menneske i bevægelse. Jeg elsker at flytte mig med fly, tog, skibe, busser og hvad der findes af transportmidler – eller bare gå mine daglige 8-10 kilometer. Jeg har rejsekort, partoutkort til Deutsche Bahn, købekort til flere flyselskaber og andet grej til at sikre lovlig rejsehjemmel. Jeg har altid mit pas på mig, også når jeg går til bageren, det kunne jo være, at min rejsetrang slår igennem på vej derhen. Jeg er vild med infrastruktur og kan tilbringe timer i en lufthavn eller på en banegård bare med at se på lettende og landende fly eller ankommende og afgående tog, skilte med afgange og ankomster og den slags. Naturligvis havde jeg i min barndom en elektrisk togbane med alt hvad der hører sig til af signaler, banegårde og andre huse – selvfølgelig en kirke over for kroen midt i det hele.

Min første epokegørende rejse fandt sted, da jeg var 9 år. Den gik til København og jeg oplevede det som en slags genfødsel. Siden har jeg vel tilbragt en fjerdedel eller tredjedel af mit liv på vej et eller andet sted hen. Næsten altid med et formål, men selve rejsen kan sagtens være en del af formålet; det er utroligt hvad en rejse kan give af inspiration, oplevelse, nye bekendtskaber og nye erkendelser. Jeg er utålmodig og rastløs og ikke bekvem med at befinde mig mere end 3-4 dage ad gangen samme sted. Til gengæld opsøger jeg ofte kendte steder, men lader mig naturligvis udfordre af nye. Jeg har været i Japan engang og i Ægypten, men ellers har jeg holdt mig til det Europa jeg elsker og som jeg tror er det mest spændende kontinent i min levetid. Jeg betragter mig som opdagelses-rejsende i livet og verden og jeg har ikke den store respekt for turister. Til gengæld har jeg stor respekt for andre folkeslag og den lever jeg ud i at adaptere mig snarere end adoptere deres levevis og vaner når jeg er iblandt dem. 

Alligevel lykkes det for mig at tage min hverdag med rundt. Jeg gør hvad jeg altid gør, uanset hvor jeg er: arbejder, oplever kunst, elsker, går i kirke, spiser, sover og hvad livet ellers nødvendiggør, altså i det hele taget nyder og realiserer min udstrakte frihed til at være og skabe mig selv, en frihed, der er lige så vigtig for mig som at trække vejret.

Med skal det, at der er bedre lande at rejse i, end Danmark. Man skal bare syd for grænsen for at finde højere kvalitet til lavere priser når det gælder infrastruktur. Og Tyskland er ikke det eneste; stort set resten af Europa har også fundet ud af at mobilitet er et værdifuldt gode for samfundet og menneskene i det. Så jeg bliver ved med mit rejseri så længe det er kropsligt muligt.  Og skulle det en dag ikke være det, så er den indre rejse lige så værdifuld for mig.