Barndommens Gåde

Forleden hørte jeg juristen og historikeren, den flamboyante Ditlev Tamm sige i et radioprogram: “Jeg hadede at være barn”. Jeg slukkede straks men har hørt hele programmet siden og fundet ud af, at Tamm (født 1946) hadede at være barn bl.a. fordi det ikke var særlig sjovt at være barn i 50’erne, altså efterkrigstiden.

Når jeg først slukkede var det fordi jeg kunne mærke, at selve udsagnet om at hade barndommen skulle have lov at bundfælde sig i mig måske fordi jeg havde det på samme måde. Jeg har genlæst nogle af de naturligt mange kapitler her i erindringerne, der handler om min barndom, og det er ret tydeligt, at jeg hverken dengang eller senere var/er glad for min barndom. 

Jeg kunne ikke lide tidens tanker, omverdenens forventninger og ikke-forventninger, den stereotype opdragelse, skolegangen, kammeraternes leg, tøjet man kunne gå i, den lumre gadebelysning – det meste dengang i årene omkring 1960. Jeg følte, at alting omkring og i mig gik for langsomt eller var gået i stå – jeg kunne simpelthen ikke vente på at blive ældre, evt. voksen. Jeg kedede mig gudsjammerligt.

Undertiden koketterer jeg med, at jeg aldrig er blevet voksen, men ældre, det blev jeg naturligvis, og da jeg nåede 14-års alderen skete der nogle skelsættende ting, der gør, at årene derefter ofte huskes som mit livs bedste tid. Erindringerne herom er at finde flere steder, ikke blot i nærværende tekster, men også i digte, jeg udgav dengang, avisartikler, musik og andet. På trods af en melankolsk grundtone, som nok bare er min, kan man spore en grad af tilfredshed, omend ikke lykke dengang i teenagetiden.

Men barndommen? Nej! I dag kan jeg komme i tvivl om, hvorvidt det var de faktiske forhold i barndommen, som nævnt ovenfor, der modarbejdede mig, eller om det var denne ubændige, men abstrakte trang til at blive ældre, der var grunden til min mistrivsel og mit mismod. Problemet er, at lige så fjern, barndommen er, lige så meget trænger erindringerne sig på. Mest med en mængde spørgsmål, som næppe nogensinde vil finde svar, men også med en af livets mest destruktive følelser: fortrydelse. 

Selvfølgelig giver det ikke mening at fortryde når man ikke kan omgøre holdninger og handlinger. Måske er jeg for hård ved mig selv når jeg skoser det barn, jeg var; under alle omstændigheder er det jo meningsløst, grænsende til det vanvittige, at ville stille ham til ansvar. Men: jeg hadede min barndom – og gør det stadig. Den var og er en gåde, som bliver ved med at spilde min tid.