Mit Livs Skole

Jeg har tidligere berettet om mine år 1967-70 på Seminarieskolen i Aalborg, tre år, der satte sig gode varige spor hele livet. En venlig herre har sendt mig en artikel, jeg i 1991 skrev i skolens 25 års jubilæumsskrift, og jeg synes, at den 30 år gamle artikel fortæller så meget om de afgørende år omkring 1968. Artiklen har overskriften “Ungdomsoprøret startede i 67 på Seminarieskolen” og den bringes her.

“Realen” kaldte de og og de behøvede ikke sige mere, for der var kun én real-klasse det år. Det var i 1967, Seminarieskolen fik sin overbygning og den bestod af os, Realen; vi var kun 16 i den klasse og vi kunne ikke sammenlignes med noget som helst andet. F.eks. var vi en slags skrabsammen fra andre skoler. Nogle skoler var nedlagt (jeg kom fra den nedlagte Rantzausgades Skole), andre havde ikke realoverbygning; nogle elever kom fordi der havde været personlige problemer andre steder. Vi var noget skrabsammen. Vi var også et forsøg; et forsøg for Seminarieskolen, der igen var et forsøg for Seminariet, et seminarium der på mange måder i sig selv var et forsøg.

Alt dette gjorde os til en meget eksklusiv klasse og hvad vi ikke blev påført af eksklusivitet udefra, det skaffede vi os selv. Men i øvrigt hjalp meget til. Selve tiden, f.eks., som jo var en tid med plads til mangt og meget, en tid med overskud og muligheder, og senere kunne vi se hvad der havde ventet på os: 1968!

1968 var jo det første år i den gregorianske kalender, der startede med maj måned, men jeg tror nok jeg taler på 16 personers vegne når jeg påstår, at 1968 ikke startede i Paris i maj, men på Seminarieskolen medio august 1967. Vil nogen påstå noget andet kan de gerne det, men så var de et andet sted end dér, i et meget lille klasselokale lige før opgangen til inspektør-kontoret hvor Realen holdt til.

“Holdt til” er det rette udtryk for stedet blev hurtigt en slags hule, hvor vi opholdt os fra meget tidlig morgen til ofte sen aften. Naturligvis gik vi kun ud, når solen skinnede for vi kunne være hvor vi ville, også i frikvarteret. Vi var privilegerede og det manglede osse bare (ja, “osse” måtte vi gerne skrive, sagde Palle, hvis bare det indgik naturligt i digtets sprog i øvrigt). Der var noget symbolsk i, at lærerne kom til os – vi flyttede os kun, hvis fysikgrej eller plint krævede det; eller altså hvis solen skinnede.

For det meste skinnede solen inde hos os, i vores lille lokale. Yderst var der to toiletter, så kom en lille mellemgang, hvor vi havde et køleskab med madpakker og altid kolde colaer, som vi hentede i tide og utide hos købmand Frost. Mangen matematikgennemgang hos Schirmer eller historieforelæsning hos Fosgaard blev skrottet, fordi køleskabet var tomt og skulle fyldes. På én eller anden måde blev det accepteret.

Inderst selve lokalet, hvor vi sad på kun to rækker. Lille var det og vi var jo også få. Men topmoderne udstyret med alskens AV-midler og helt mod nord et kæmpestort vindue med en tilsvarende stor karm, hvor vi bl.a. holdt mus i et lille terrarium. Husmus var det, for Seminarieskolen var stadig en byggeplads med marker omkring, og det var ved høst så markmus blev til husmus i dette eldorado af en indlærings-fabrik. Hvad Seminarieskolen i de år i øvrigt ikke var. Der var meget lidt fabrik på og i og for sig meget lidt indlæring. I hvert fald i traditionel forstand.

Palle Steffensen, som underskrev sig “PH”, men blev sur, hvis vi kaldte ham Hedensted, for det var jo ikke det, PH skulle stå for. Palle blev et orakel for mig. Han var klasselærer for os og havde “dansk” på skemaet, og så var han i øvrigt ny-uddannet. Et charmerende, moderne menneske, erklæret eksistentialist i hvert fald det første år, og så det centrale: han eksperimenterede med dansk-faget sådan som det senere blev sædvane mange steder.

At udtrykke sig var noget andet end at sætte korrekte kommaer og undlade d i gjort. At udtrykke sig var at digte og digtet som udtryksmåde kunne anvendes ikke blot i fiktion, men også i virkelighed. Altså: selv når du skriver en indkøbsseddel så brug sproget som var det et digt. Ikke at vi på opera-manér skulle synge hele tilværelsen ud i poesi, men tænk på sproget, kære venner, som andet og mere end et redskab.

Vi skrev digte og det gjorde vi bl.a. til en international konkurrence, udskrevet af FN i 1968. Den danske del blev vundet med et digt, kaldet “Årgang 68” om at menneskets største frygt er dæmonen i det selv. Jeg skal undlade at nævne vinderen, men det gav blod på tanden og da Aalborg Stiftstidende dannede en ungdomsredaktion, kom vinderen i den og skrev ikke blot “Side 68”, men også “69” og “70” og så gik foretagendet vist ind. Vi skrev digte om ufreden i verden, om undertrykkelse og hungersnød og krig.

Var det ikke for Palle Steffensen, var jeg blevet lokomotivfører, for det ville jeg gerne. Palle forlod os det sidste år, og det sammenholdt med en voldsom indskrænkning af friheden på vores skole gjorde at jeg det sidste år ikke udviste det helt store fremmøde-engagement.

Andre lærere rakte op i landskabet: Per Fosgaard, en lidt gammeldags, restriktiv historietype, der var en fremragende lærer; Geo Horn, der var langhåret, gik i Kalsøsko og underviste i engelsk men også skrev advarende bøger om narkotika; fru Søltoft, som man måtte forelske sig i (i hemmelighed, naturligvis, mere modne var vi dog ikke); Per Thomassen, der var naturvidenskabsmand og dermed et godt stykke fra mit kristne/humanistiske udgangspunkt, men som havde den formildende omstændighed, at han sang viser og i det hele taget var et omgængeligt menneske. De var nok de vigtigste lærere i vort univers.

Men én så vi sjældent, og det var inspektøren, Gunnar Rigö. Faktisk tror jeg, at mange elever aldrig så ham, for han var et særligt menneske. Jeg mødte ham jævnligt fordi jeg blev elevrådsformand (for det elevråd, vi selv skabte), blev redaktør af skolebladet (som vi selv dannede) og havde med den ugentlige morgensang på seminariet at gøre blandt meget andet, Det var som at møde Vorherre selv, når man entrerede Rigös kontor. Nu kan man jo have mange billeder af Vorherre. Jeg tror, at mange mødte en streng og straffende Vorherre på det kontor. Mit indtryk af Rigö verificerer et af vore slagord fra dengang: indsigt er magt. Det gik op for mig, at Rigö skrev lærebøger en masse, at han i virkeligheden var en dynamisk leder og et dialogisk menneske. Med den indsigt gik jeg trygt op og bankede på når nogle elever havde fået vilde ideer.

Dem var der en del af. Vi dannede musikgrupper der øvede efter skoletid. Vi lavede dramagrupper – Seminarieskolen fik en flot udstyret teatersal – hvortil vi selv skrev tekster og musik. Vi udgav som nævnt skoleblad og dannede elevråd. Vi lavede støttearrangementer for dette og hint. Vi fik mulighed for det hele. Bare sig, hvad I skal bruge lød mottoet, alt sammen var det udviklende. Vi lærte at være demokrater og humanister. En gang om året var der featureuge og så kom TV-avisen for det var en sensation sådan at annullere skemaet og engagere sig i ét problem frem for blot at høre om og i det. Når der var valg holdt vi valgkamp på skolen.

Vi beskæftigede os med dagens problemer, ikke fortidens. Så meddelelsen om Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet i efteråret 1968 afstedkom en større bandbulle fra en flok elever på Seminarieskolen i Aalborg, Danmark (vi havde jo også været sultne en hel sommerferie).

Med ét hørte det op. Jeg tror, nogle havde spist af forbudne frugter, men jeg husker det ikke helt. I hvert fald blev vi bortvist fra Paradis: alt blev mere restriktivt, regler strammet op, friheder borttaget, skæg og ballade aflyst. Det var måske nyttigt for de fleste, men for nogle var det en spand koldt vand i kreativiteten. Da skolen samtidigt voksede og blev mere institution, nogle af de visionære lærere rejste og vi i Realen begyndte at blive voksne med kærlighed og den slags, gik gassen af ballonen.

For mig koksede tilværelsen for en stund. Jeg var 15 år og gik i tredje real og kom sammen med Else. Jeg var i diskussion med mit kristne udgangspunkt og med hele verden, og en dag var der én der spurgte “hvad jeg ville være”. Dét havde jeg ikke tænkt på. Samtidig blev Seminarieskolen bare til en skole og dér havde jeg ikke lyst til at komme. Det endte med et nervesammenbrud, men heldigvis havde skolen lige fået psykolog. Han var pludselig den eneste, der gad læse vore Vietnam-digte. Pludselig var det en sygdom at skrive digte. Jeg undslap vanviddet ved at holde mig væk det meste af 3. real.

Jeg fik min eksamen og mor og far hentede eksamensbeviset. Gad vide, om de har det endnu, for jeg har faktisk aldrig set det. Hvorfor også? Det var jo de lækre to år fra august 1967 til juni 1969, der talte. Ikke karaktererne.