Klumme: 81966537

En venlig læserinde af erindringerne har spurgt, om ikke jeg kan genudsende nogle af de klummer, jeg i 2011 udgav i bogen “Klummer er osse brød” og som er udsolgt. Bogen var i sig selv en genudsendelse af de 90 klummer, jeg skrev i gratisavisen Centrum i dens 9 måneder lange levetid i 2009-10. Her kommer så en lille serie.

81966537

Det er ikke mit kørekortnummer. Det er ikke nummeret på en rykker fra Skat. Det er ikke antallet af gaver fra kæresten. DET ER MIN NUMEROLOGISKE IDENTITET!

For en gangs skyld laver jeg ikke numre. Jeg har fundet det, fordi jeg forleden kom til at skrive numerologi i en klumme. Er det med to m’er, spurgte jeg google og så var det, at nysgerrigheden (det er 7’tallet) løb af med mig.

Indtast navn og fødselsdato og du får et nummer og en forklaring på de enkelte tal.

Nu har jeg aldrig troet på astrologi, numerologi og den slags mysterier, for mit fokuseringstal er 37 (se senere), men mon ikke de fleste er faldet for fristelsen til at tjekke horoskoper ud engang imellem. For blot at finde ud af, at de mest amatøragtige er så brede at de altid rammer plet og at de professionelle ofte virker troværdige. Jeg har det med numerologi på samme måde, selvom jeg ved at gode gamle Phytagoras også legede med den slags.

Hvordan er sådan en 81966537’er som mig?

Han eller hun er forretningsmand (sir 8-tallet), mor (6, det kan mænd også være og jeg er dobbeltmor), sigeuner, kunstner (3), individ, lærd (7) og menneskeven (9). Sådan lyder etiketterne og i de uddybende forklaringer kan jeg læse hvor fortræffeligt et menneske jeg er. Ikke nok med det: jeg ville blive en god præst, gartner, læge, jurist, indretningsarkitekt eller frisør ganske enkelt fordi jeg er typen, der ”bringer velstand til menneskeheden” (gid det var så vel). Jeg lader intet forhindre mig i at nå mine mål, jeg er et ledende billede for omverdenen, jeg er pionér. Er jeg nemlig!

Men ER det så mig? Tja, joh, måske, det er det jo nok. Jeg synes nu også jeg er så meget andet. Og at bunker af andre mennesker indeholder eller mangler de samme kvaliteter som mig. Mange detaljer i den lange analyse af mig er rystende sande, men hvad kan jeg bruge det til? Jo, jeg får også at vide, hvilke farer, der lurer i sådan en maskine som mig, men de er for mange og voldsomme til at nævnes her.

Jeg kan godt forstå, at mange forføres af astrologi, numerologi og hvad der ellers er på hylden af den slags pseudo-videnskabelige fænomener. Men jeg fraråder stærkt at man lader sig styre af det. Ét af punkterne i tegningen af mig siger, at jeg ikke lader mig overbevise om hvad som helst (37) – og at jeg ikke er en bangebuks. Tak for det. Men alligevel: jeg løber lige skrigende bort et par dage – og så melder jeg mig nok ind på frisørskolen…