Klumme: Mor

En venlig læserinde af erindringerne har spurgt, om ikke jeg kan genudsende nogle af de klummer, jeg i 2011 udgav i bogen “Klummer er osse brød” og som er udsolgt. Bogen var i sig selv en genudsendelse af de 90 klummer, jeg skrev i gratisavisen Centrum i dens 9 måneder lange levetid i 2009-10. Her kommer så:

Mor

Jeg har en mor. Alle har en mor. Ikke havde, men har. For mødre er udødelige – det er vist værst for sønner. Nå, min version er 85, hun er født smuk og begavet og hun er still going strong. Men: hun vil skrive en klumme og jeg sir at det kan og må hun ikke, men hun er som mødre nu er: insisterende, tillidsfuld og naiv. Altså skriver hun klummen (den er kun på 53 ord og det er både for lidt og for meget), skriver ”Centrum” på en kuvert (naturligvis uden frimærke) og sir ”post den!” Hvor naivt: jeg damper naturligvis kuverten op, så en limstift senere kan sløre forbrydelsen, og så læser jeg:

”Min mor er lidt småsur på mig, hun siger jeg er kontrær (hvad det så er!). Og så bander jeg. Og så vil jeg ikke spille for hende. Jeg forsøger at lave god og sund mad til hende, men så siger hun, hun ikke kan tygge det. Sikken en mor!! Sikken en søn!” Citat slut.

Oh, rædsel! Jeg farer tilbage og leger søn: ”Hvad er du ude i, mor? Det er misbrug – blandingsmisbrug. Du bruger mit gode navn og rygte, du lyver mere eller mindre og du får mig til at ligne en forbryder!” Så leger mor mor et par minutter: ”Det jeg har skrevet er sandt og jeg tænkte at det var bedst at du skrev det og du skal ikke åbne mine breve!” MINE breve?

Det er sgu da MIT sir jeg mens jeg endnu engang nægter at spille Jylland mellem tvende have på klaveret og sir at de kan bestille noget mikrobølgeovns-kommunemad de næste tre måneder. Og så stikker jeg kniven ind: ”Mor, du sagde forleden at du ikke kan tygge maden fordi dine tænder (som meget andet ved dig (hviskes)) er skøre. Og så sagde du at du heller ikke kan synke. Godt det samme – tygning er spild når du ikke kan synke.” Touché!

Men hun er ikke så let at slå ud. Og jeg behøver ikke hviske, for hun er blevet en del døv på det seneste og fars og min redningsplanke er at hun har svært ved at mundaflæse, når vi altid har en smøg i munden. 

SÅ kom den ægte mors skrækindjagende, ultimative attack: jeg kender dig ikke, DU ER BLEVET FORBYTTET PÅ HOSPITALET! (her ryster jeg virkeligt i bukserne) og jeg gør dig arveløs (lettet igen – så ordner jeg heller ikke gælden. Haha)”.

Og hvad har JEG så i ærmet? Jo, Regeringen synes jo, at det private initiativ skal mere ind i familien, så jeg gir nu mor en japansk robot, som skal løfte hende ud og ind af sengen, vaske tøj (den kan kende forskel på hvidt og kulørt), smide kommunemaden i mikroen og meget andet som ikke skal nævnes her. Så kan du lære det, MOR!

Nå: alt er ved det gamle og ved den gamle – og tro mig: intet af dette er løgn!