Mit liv som transpersonel

Forleden tyrede jeg for tredje gang siden udgivelsen i 2002 en 400 sider lang antologi om “Menneskets transpersonlige dimensioner” igennem. De 50 kapitler indeholder artikler af det, omslaget kalder “fremtrædende avantgarde-psykologer”; sammenlagt en nyere tænkning omkring det transpersonlige eller rettere: at fænomenet tages mere alvorligt, for tankerne er urgamle. Bogen er noget af en rodebutik, men emnet interesserer mig meget fordi jeg tidligt i mit liv dannede mit transpersonlige jeg – uden dengang at kende begrebet, endsige dybderne i det.

Jeg har et par gange under kontrollerede former eksperimenteret med LSD og den seneste tid med fænomenet lucid dreams i forsøg på at inddæmme, kondensere og raffinere dette transpersonelle selv (hvad jeg helst kalder det). Det er psykologer som Stanislav Grof og Stephen LaBerge der er mine inspirationskilder, men mange – også filosoffer, forfattere og andre åndspersoner – beskæftiger sig med det.

Hvad handler det om? For mig om at se sig i en større sammenhæng, end den, man selv skaber mentalt eller fysisk i sine nære omgivelser. At forstå livet, verden og sin rolle i dem i et holistisk og globalt udsyn. “Intet menneske er en ø” som digteren John Donne lidt forsimplet, men meget poetisk, udtrykte det for 400 år siden. Det betyder for mig også at anerkende en højere instans og et mere perspektivfuldt formål end det nære og øjeblikkelige.

For mit vedkommende begyndte denne tænkning allerede da jeg som 9-årig skal have udtrykt den ambitiøse hensigt at “ville lave verden om”. Selvom jeg næppe kan påberåbe mig den store indflydelse på verdens gang har det siden været et kompas og en målestok for mit virke og mit forhold til andre mennesker. Om jeg gør nytte ved jeg ikke, men jeg håber det naturligvis.

Det er selvfølgelig svært at have hele verden som sit virke- og orienteringsområde, og undertiden får jeg den kætterske (og for min person unaturlige) ide at bosætte mig på en lille overskuelig ø eller i et andet vakuum-univers, f. eks. en landsby. Det kommer nok ikke til at ske, men når tanken melder sig graver jeg mig ned i en hule af alenehed nogle dage indtil tilstanden går over. Uden kontakt, uden at orientere mig om dagens begivenheder og altså i komplet isolation finder jeg som regel ud af, at jeg trives bedre som en reje i et ocean end en hval i et akvarium. Efter dén erkendelse svømmer jeg atter videre med de andre transpersonelle – ofte i farvande hvor jeg ikke kan bunde.