Ødselsdag uden erotik

I dag har jeg fødselsdag som jeg betragter som min ødselsdag fordi jeg skal have erotik, kunst og religion på dagen. Jeg har tidligere underholdt mine erindringslæsere om behovet for netop på min fødselsdag at elske, opleve kunst og gå i kirke – rækkefølgen er ikke vigtig. Som regel lykkes det, men det kan jo svigte…

På denne dag vil jeg derfor give mine gode råd om hvordan jeg behandler de frustrationer, der indfinder sig ved f. eks. mangel på elskov. Kuren kan bruges på alle årets dage og lyder kort og godt: kalvelever stegt på italiensk og hyppig hårvask. Som en service til mine læsere bringer jeg her dels min opskrift på italiensk kalvelever, dels mine anbefalinger vedr. hårshampoo.

Det er vigtigt at der er tale om kalvelever – svinelever er for syrligt og har en blævreagtig konsistens (så hellere dårlig elskov). Få slagteren til at skære leveren i meget tynde skiver, ikke mere end 2-3 millimeter. Herefter steges skiverne i en god olivenolie højst 1 minut på hver side. Man kan gerne garnere med bløde løg som på dansk (det tager mindst en halv time at lave dem korrekt), men sovsen skal være en slags bouillon med store mængder hvidløg, citron og persille. Spis en frisklavet pasta til; og husk: rigelige mængder kværnede peberkorn i alle farver.

Efter at have spist mig mæt men måske stadig uden at have opnået dagens erotiske mål klarer jeg hjerne og hårbund med en gedigen omgang hårvask – gerne flere gange efter hinanden. Jeg har gennem mit liv brugt mange, mange hektoliter shampoo af forskellig beskaffenhed, men er for nogle år siden standset op ved den australske stylist Kevin Murphy’s hårprodukter, der giver enorm velvære. Jeg bruger hans grundprodukt “Angel.Wash”, undertiden den blå “Blonde.Angel.Wash”, der passer fint til min overmåde grå og betragtelige hårpragt. Jeg slutter altid med den lækre, også blå balsam “Blonde.Angel”.

Derfor: er ødselsdagen ved bare at blive en kedelig fødselsdag, så på panden med leveren og i håret med Murphy. Også her er rækkefølgen ligegyldig, bare de er der.