Fortrydelser 1 – om fortrydelser

Den dag, dette publiceres, 3. marts 2022, udkommer tredje sæson af mine erindringer som bog. Her indledes fjerde årgang med en række kapitler om fortrydelser

Man skal ikke være særligt gammel for at erfare, at fortrydelser (lige som forbrydelser) ikke kan betale sig. Man får simpelthen ikke noget ud af at fortryde. Det er formålsløst, naturligvis fordi ens handlinger ikke kan gøres om. Men derfor behøver det ikke at være meningsløst. For mig findes der små og store fortrydelser. De første er dem, man foretager løbende under devisen “Dét skulle jeg ikke have gjort”. Jeg skulle ikke have spillet lotto, for jeg vandt jo ikke; jeg skulle ikke have drukket så meget i går, for tømmermændene larmer i dag; jeg skulle ikke være taget til Tenerife, for det regnede hele tiden”. Altså de små fortrydelser, som er hurtigt glemt og ikke alle er selvforskyldte. 

Så er der de store fortrydelser. I historien om Noahs Ark citeres Gud for udsagnet “Jeg har fortrudt at jeg skabte dem” – mennesket og dyrene altså. Det er ofte blevet kaldt historiens største fortrydelse og det er jo fantastisk at den almægtige og alvidende Vorherre fortryder noget så afgørende. Men mindre af det større kan også gøre det – for det enkelte menneske. Der findes fortrydelser der er så store, at man husker dem hele livet. De trænger sig ofte på i erindringen, erfaringen og erkendelsen. De kan undertiden bruges som en slags advarsler: det gør jeg aldrig igen, hvis jeg kan lade være. Det er bare ikke altid, man kan lade være – på trods af fortrydelsen. De store fortrydelser er ofte selvforskyldte, især da, hvis man gentager den fortrudte handling. 

Det gør alle nok på et eller andet tidspunkt i livet. Eller flere gange. Man kan måske blive helt afhængig af at gentage sine fejl – det kan jo være, der går bedre anden gang. Eller tredje, der som bekendt er lykkens gang. Eller?

Mine erindringer er går hermed ind i sin fjerde sæson. Jeg påbegyndte dem 3. februar 2019 og siden har jeg publiceret 246 kapitler. Det har jeg ikke fortrudt. Heller ikke at det seneste års erindringer hvert år 3. marts udgives som trykt bog, hvilket i øvrigt sker på opfordring. Undertiden fylder et emne så meget, at der skal en lille serie på 5-6-7 kapitler til for at uddybe det. Nogle emner vender jeg tilbage til igen og igen. Sådan er det med erindringer – og med livet som sådant.

Dette kapitel er det første i en lille serie om nogle af mine store fortrydelser. Man kan også sige alvorlige fortrydelser eller identificere dem som nogle, der har haft afgørende, måske fatale, konsekvenser, for mit liv. Jeg har på fornemmelsen, at der kommer flere hen ad vejen. Men et sted må jeg begynde.