Fortrydelser 4 – arbejdslivet

Jeg udbredte mig i et tidligere kapitel om den fortrydelse, det har været for mig at henslæbe ni af mine ungdomsår på musikkonservatoriet. Den hænger naturligt sammen med en anden stor fortrydelse: hvad jeg har brugt mit såkaldte arbejdsliv på. Det er en af de fortrydelser, der er forbundet med en del forbehold, for mit arbejdsliv og mit “øvrige” liv er i den grad integreret med hinanden, at skulle jeg fortryde det ene, så måtte jeg også fortryde det andet, og det ville være langt fra min grundlæggende holdning til livet: jeg elsker det!

Jeg har tidligere skrevet at jeg som teen ager ikke vidste hvad jeg ville, så “jeg gjorde det hele” og det er ikke helt forkert. Når jeg læser mit CV igennem kan jeg blive helt træt. Jeg har komponeret en del musik, skrevet flere bøger af faglitterær art, udgivet et pænt antal digtsamlinger, publiceret over 3.000 artikler, været fastansat som formidler i Danmarks Radio i over 25 år, givet koncerter og spillet til gudstjenester som organist, arbejdet som konsulent, jurymedlem mv. i mange sammenhænge, været involveret i næsten 300 CD-udgivelser, taget initiativ til en mængde små og store kunst- og kulturbegivenheder (herunder opfundet Ordkraft Festival og Kulturmødet), holdt et utal af foredrag, moderéret lige så mange debatter og meget andet. Det hele ud fra et voldsomt udtryksbehov og ikke mindst stor energi og flid tilsat en skræk for at gå i stå, tie eller sidde stille. Kvantiteten har der ikke været noget i vejen med.

Men jeg har også skrevet at “jeg aldrig har været rigtigt god til noget”. Det var et udsagn, der blev modsagt af flere samarbejdspartnere og venner, en venlighed jeg takker høfligst for, men som ikke gøre mig mere tilfreds med min arbejdsindsats livet igennem; og hvad værre er: ikke i mindste måde “retfærdiggør” at jeg har brugt for megen tid på arbejde og for lidt på at “være menneske”, dvs. udfolde mig med dem, jeg elsker, tage vare på andre og mig selv, hengive mig til mere åndelige sysler.

Der er sikkert mange, der kan genkende denne situation og som i ræset på karriere har forsømt at leve et fuldt liv som menneske. Jeg har aldrig været karriere-jæger. Jeg har bare, mere eller mindre kritikløst, forfulgt mine interesser og behov, ofte meget spontant og lidenskabeligt som jeg nu engang er. 

Det er en fortrydelse, der er ny for mig og som kommer på så sent et tidspunkt i livet, at det meste ikke står til at ændre. Jeg har ikke engang den mindste forestilling om, hvad og hvordan jeg i givet fald kunne skabe ændringer. Det har den seneste tid sendt mig ud i en form for apati, jeg ikke tidligere har oplevet. Jeg har arbejdsopgaver, der skal løses, men de drives for langsomt frem. Jeg har tekster, der skal skrives, men jeg er ofte bange for at det blanke papir, som tidligere har været en kærkommen udfordring. Jeg isolerer mig mere og mere for jeg er bange for andres forventninger og krav.

Jeg ved, at jeg kunne opliste snesevis af fortrydelser hvad mit (arbejds)liv angår, men jeg kan ikke indfange dem. I hvert fald lige i øjeblikket. Jeg har rundet 68. Ingen ved, hvornår livet rinder ud. Når dét sker, er det under alle omstændigheder for sent at fortryde, uanset om fortrydelser er formålsløse selvom de kan være meningsfulde.