Højdeskræk

I en af mine digtsamlinger har jeg en tekst, hvor jeg lovpriser broer. En hel digtsamling, “Airborne”, har jeg ligefrem dedikeret til højder, her dog i fly, men 11 km er da også noget, selvom det foregår i en metalkapsel. Jeg har besteget, om ikke bjerge, så dog høje bygninger – øverste etage i Tour Eiffel, hviskegalleriet i St. Pauls, skyskrabere i Frankfurt og La Défense og mange andre. Sange som “Ved jorden at blive det tjener os bedst” og “På det jævne, på det jævne” har jeg altid kun haft hovedrysten til overs for.

De seneste år har jeg imidlertid udviklet en slags højdeskræk, som jeg ikke helt forstår. Jeg går ikke gerne over broer mere, jeg vil helst ikke bo på hotellets 10. etage, selv i teatret eller koncertsalen huer balkonen mig ikke. Ej heller kirkens pulpitur. jeg kigger ikke mere interesseret ud ad togvinduet på den spektakulære højbro ved Regensburg. Jeg flyver stadigt gerne, men for nedrullet vindue. Selv på metroens rulletrappe må jeg holde fast medens jeg lukker øjnene.

Jeg ved ikke, hvor min nye skræk for højder kommer fra. Min tidligere kærlighed til broen og al dens væsen har måske forbindelse til min mors selvmord; hun kastede sig i en lille kanal i Limfjorden. I hvert fald får jeg en angst for at gøre det samme, hvis jeg forcerer en bro gående.

Det er jo en alvorlig sag – siden to selvmordsforsøg i min ungdom har jeg ikke haft suicidale tanker. I og for sig heller ikke nu. Alligevel garderer jeg mig hele tiden. Ofte vælger jeg at sidde ved nødudgangen i flyet, men naturligvis i håb om, at der ikke bliver brug for den. Livet er kompliceret. Især når det kredser om døden.