Ikke national, ikke nationalist
“Europæer først, dansker så” mente jeg engang. Jeg er stadig Europæer par excellence, men kommer mere og mere i tvivl om det danske. Jeg er ikke nationalist; det er vist også et skældsord, men jeg er heller ikke særlig national. Faren ved at være national er at man let kan blive nationalistisk. Flagdage, nationalsange og kongerøgelse interesserer mig ikke. Det er der selvfølgelig nogle grunde til. Loger, klubber, hegn og grænser bekymrer mig. De virker som regel ekskluderende, hvor jeg hele mit liv gerne har villet inkludere andre mennesker – uanset køn, alder, herkomst, religion, hudfarve etc. etc. Jeg mener, at det er et grundliggende menneskevilkår – mennesket er et socialt mennesket og, som Vorherre lader vide, “ikke skabt til at være alene”.
Da min søn Christopher som 5-årig flyttede med sin mor fra Danmark til Norge, trøstede han mig med ordene “Rolig, far, jeg er halv nordmand og hel dansker” (det var før han lærte at regne). Det meget dybfølte udsagn rører mig stadig, men dækker jo over dette med det fysiske tilhørsforhold som noget vigtigt, men for mig ret abstrakt. Nu, snart 40 år efter, har vi for længst fundet en modus for vort forhold, der handler om noget ægte: kærlighed, savn ved fravær og glæde ved samvær. Vi er først og fremmest to mennesker, far og søn, snarere end dansker og nordmand.
I øvrigt oplever jeg mig selv som hel europæer, halv tysker, halv franskmand og kvart dansker. Så er vi jo oppe på 225 % og det kan jeg sagtens rumme. Det kan ligne modsætninger, men det giver ikke problemer. Især fordi jeg under alle omstændigheder er “menneske først” som Kierkegaard sagde. Faktisk er jeg ret glad for, at jeg når at leve i en tid, hvor franskmænd og tyskere nærmest er blevet broderfolk. Ud over, at der er meget, der forener de to folkeslag, er det, der adskiller dem af en frugtbar natur, der sagtens kan overkommes, hvis man vil.
“Jeg går derfra og dertil hvor jeg vil” er én af antikkens græske filosoffer citeret for. Det tolker jeg som en underkendelse af nationale grænser. Den slags er efter min mening – meningsløse. Især hvis man ser et Afrika-kort efter de gamle kolonimagter delte kontinentet med en lineal. Det har jo ikke en døjt med virkeligheden at gøre. Det samme gælder i områderne mellem to lande.
Jeg bliver undertiden drillet lidt fordi jeg altid – som i ALTID – bærer mit pas på mig. Jeg gør det for det første for spontant at kunne rejse hvorhen jeg vil (og det gør jeg ofte), for det andet i håb om at jeg ikke får brug for passet undervejs. Jeg betragter fri bevægelse som en, næsten natur- eller gudgiven, menneskeret.
“Det kan godt være, du ikke er nationalistisk, men med de tanker er du idealistisk og utopisk” siger en ven til mig. Jeg kan kun svare med et “Tak for komplimentet”.