Gud i Paris og Wien

Da jeg omkring 1990 begyndte at bevæge mig fra den protestantiske mod den katolske kirke var det bl.a. fordi jeg savnede mere menneskelig nærhed i mit almindelige trosliv. I min rejse mod Moderkirken havde jeg to rørende oplevelser, der bekræftede min beslutning, gjorde dybt indtryk på mig og stadig skaber glæde i erindringen.

Den ene finder sted i det, der i dag er min tilhørskirke, Saint-Eustache i Paris. Den knapt 500 år gamle og meget kendte kirke har et langt kor, der kan rumme vel 2.000 mennesker. Til morgenmesserne før kirken fyldes med især turister, er der knapt så mange – heller ikke den morgen midt i 90’erne, da jeg deltager i messen i hovedskibet. De første 15-20 rækker var fyldt og så fulgte måske 100 tomme rækker ned til mig, der ydmygt havde sat mig nederst.

Under den såkaldte fredshilsen, hvor kirkegængerne hilser på hinanden ser jeg en gammel, foroverbøjet dame forlade kirken. Dog: hun ville ikke gå ud, men blot hilse på den, der sad hende nærmest og det var mig. Det gjorde hun og vandrede så de mange, mange meter tilbage til sin stol. Mit hjerte nærmest stoppede nogle sekunder og jeg var dybt berørt hele dagen.

I foråret 2000 blev jeg “firmet”, dvs. konfirmeret, ved en messe i Stephansdom, Wiens kendte katedral. Jeg havde tilmed fået lov af organisten til at improvisere lidt under nadveren. Det var naturligvis en meget afgørende og gribende begivenhed, ikke mindst da en gammel og for mig totalt ukendt dame efter messen opsøgte mig og forærede mig et lille smykke. En lille sølvplade, 3 x 1 cm med Fadervor indgraveret omkring et kors. Overbragt i en fin æske og med en lykønskning. Damen, som jeg aldrig siden har mødt, gav alle “konfirmander” i sin kirke denne gave, der næppe har kostet mange euro. Naturligvis skulle den 46-årige også have den. Siden jeg tog den lille kæde på i giverens nærvær, har der ikke været én dag, hvor jeg ikke har båret den. Og oplevelserne og de to “morliller” bærer jeg i mit hjerte for altid. Det var jo Gud jeg mødte.