Livsfarlig korsang

Jeg synger helst ikke – heller ikke i badet. Allerede ved optagelsesprøven til konservatoriet i 1970 blev det konstateret, at jeg synger rent – det var obligatorisk. Altså: jeg synger rent, men ikke pænt. Måske derfor kan jeg ikke lide at synge. Jeg har dirigeret kor, jeg har skrevet en pæn sum kormusik, jeg har indspillet og anmeldt utallige kor gennem mit liv, jeg er himmelfalden over (professionelle) sangere, især den stemmetype, der hedder mezzosopran, men at synge selv? Nejtak. Selv ikke i forsamlinger, hvor jeg kan finde på at mime – det kunne mange tage ved lære af.

Sagen er, at fællessang som hovedregel heller ikke er kønt. De fleste har jo en stemme, stemmen er vrøvlagtigt blevet kaldt det mest demokratiske instrument, oven i købet er det blevet en dyd, at “hver fugl synger med sit næb”. Det kan man f.eks. høre når nationalsangen skråles af flere tusinde fulde fodboldtosser – der findes åbenbart mange flere tonearter end de 24, jeg lærte på konservatoriet.

På samme konservatorium var der to års korpligt – det var stort set det eneste, jeg skulkede fra. Eller altså mimede mig igennem. Evt. kunne man, som nogle gjorde, drille den ellers glimrende korleder Henrik Schiøtz ved at synge “Ta din hue af” i stedet for “Halleluja” – på afstand hører man mere vokaler end konsonanter. Hvis ikke det var min stemme, der misklædte korsangen, var det nabosangerens. Jeg orkede ikke at høre på det eller være en del af det.

En overgang havde kulturredaktøren på Aalborg Stiftstidende fået den fjollede idé, at anmelderen også skulle tilgodese amatørmusikken – det er jo også en del af musiklivet. Jeg gjorde det nogle gange, men ikke gerne. Jeg fik min læge til at udstede en attest, der kundgjorde, at det ville være livsfarligt for mig at lytte til amatørmusik, herunder kor, især mandskor. Med den i hånd blev jeg fritaget for at anmelde den slags og initiativet blev aflyst.

Jeg synes, der er fint med et frodigt amatørmusikliv og havde det gennem 20 år som dækningsområde i Danmarks Radio, så jeg har udtjent min værnepligt desangående. Men hvorfor skal amatørerne absolut give koncerter? Og hvorfor skal jeg absolut synge, når det nu ikke er pænt?