Excentrisk

En person siger til en af mine ekskoner om mig: “Han bliver da mere og mere excentrisk”, hvortil eks’en skal have svaret: “Kan han blive mere?”…

Jeg har hele mit liv fået prædikater af den slags: underlig, lidt skør, sær, unormal, excentrisk. Dengang jeg ikke rigtigt forstod dem var jeg ret ligeglad med dem, bortset naturligvis fra de meget negative. Dem, der ikke var værdiladede, men bare handlede om det ikke at være “normal” eller være “anderledes” labbede min far i sig og fortalte mig 24/7, at det skulle jeg være glad for og stolt af og endelig ikke “lave mig om” fordi andre sagde det. Det kunne jo være rigtigt nok, hvis ikke det var fordi jeg faktisk ikke følte mig særligt excentrisk.

Det blev jeg nok, og her bringes overskriften til et kapitel fra en bog, et digert værk som jeg næppe får skrevet, men som hedder “Tilståelser”: Jeg gjorde mig excentrisk fra jeg var et stort barn, forstillede mig, agerede anderledes og spillede skuespil. Allerede i teenage-tiden tog det overhånd og jeg mistede styringen over dette hykleriske spilfægteri. Kort sagt: jeg blev anderledes, excentrisk.

Hvordan er jeg så excentrisk? Det ved jeg faktisk ikke og det er vel en del af det. Jeg er som jeg nu engang er og selvom jeg ideligt forsøger at fjerne uhensigtsmæssigheder og negative beteender hos mig selv, så må jeg som de fleste indrømme, at jeg er den jeg er på godt og ondt. Spørger man ordbogen efter modsætningen til excentrisk, så kommer først “normal” og så “kopier, efterligninger” frem. Jeg vil helst ikke være noget af det – især da ikke nogen (evt. dårlig) kopi af mig selv.

Gør jeg mig stadig excentrisk? Jeg ved det faktisk ikke, for jeg oplever ofte, at jeg er ude af kontrol med mig selv i forhold til omgivelserne, og det er altså ikke nyt. Men da jeg mener, at livet er én lang selvskabelsesproces kan det da godt være, at jeg stadig forsøger – og måske også at eks’en havde ret i at jeg næppe kan komme videre med den idræt.