Nave Hotre Gastervader
Jeg synes ikke, at jeg er typen, der går og gemmer mig for noget eller nogen. Alligevel gør jeg det i en subtil forstand – bag fire pseudonymer eller “dæknavne”. I og for sig er det ikke i et fordækt ærinde, at jeg undertiden bruger andre navne, end dem, jeg er udstyret med fra barn (og i øvrigt har ændret en smule på undervejs). Det handler om at have flere afsendere, flere personaer, af mine “budskaber”.
Det er ikke noget med mere eller mindre falske profiler eller underligt opfundne navne på sociale medier, datingsider (som jeg aldrig har frekventeret) og den slags – som ellers er udbredt. Ikke noget med ikke at ville stå ved hvem jeg er eller hvad jeg siger og skriver.
Faktisk begyndte det meget beskedent med at jeg lavede krydsord-opgaver til et dagblad da jeg studerede. Altså konstruerede dem, ikke løste dem. Det gav lidt supplement til SU’en og andre jobs, men det skærpede også sproget og var først og fremmest morsomt at nørkle med.
Senere har jeg brugt mine pseudonymer f.eks. når jeg musikalsk har arbejdet i genrer med lavere valeur, end den forfinede klassiske musik, jeg er uddannet i. Jeg oplever ikke større intolerance hos nogen, end hos klassiske musikfolk over for f.eks. popmusikere. Det var i min ungdom meget vanskeligt at manøvrere i og bedre blev det ikke, da jeg begyndte at beskæftige mig med kommerciel musik – til reklamer og den slags. Den samme intolerance lever i øvrigt et heftigt liv hos forfattere i forhold til f.eks. reklamefolk og journalister.
Det kan være direkte farligt for ens omdømme, evt. karriere, at skilte med, at man også beskæftiger sig med mindre lødige genrer og aktiviteter end de klassiske. Ofte skydes man grådighed i skoene, end egentlig interesse for, endsige professionalisme inden for andet end det klassiske.
Mit krydsord-pseudonym er for længst afgået ved døden, men mine tre øvrige holder jeg i live. De er ikke dygtigt konstruerede anagrammer eller kunstige omskrivninger af kendte navne eller steder, men opstået ret spontant og uden dybere betydning, hvad man ville kunne forvisse sig om, hvis man kendte dem.
Det er der kun få der gør – altså kender mine navnemæssige alter egoer, dog nogle få arbejdsgivere. Det er gået godt indtil videre og det er jo meningen med pseudonymer – at de forbliver ukendte. “Pseudo” betyder jo falsk og det gør naturligvis begrebet lidt fordækt – men det er meget bedre, end sit rygte….