Af en ko

“Hvordan kan man styre et land med 258 forskellige slags oste?” er marskal Philippe Pétain citeret for at sige i 1943, da han ledede den franske Vichy regering. I 1968 citeres præsident Charles de Gaulle for “Hvordan kan man styre et land med 265 forskellige oste?” da studenterne indtog Sorbonne Universitetet. En amerikansk filmstjerne er også tillagt fyndordet. Officielt findes der i dag 376 forskellige franske oste.

Der er tallene, jeg hæfter mig ved, for jeg “elsker” ost og holder af Frankrig, så det er kun glædeligt, at omfanget af forskellige franske oste vokser.  

“Ost kommer jo af en ko”, som min farfar ikke sagde, for han var også meget glad for ost, men kunne ikke fordrage mælk fordi “det kommer af en ko”, og selvom han ikke var særligt naiv, så måtte han undsige ostens herkomst for overhovedet at kunne nyde samme ost.

Til sagen: jeg er meget glad for alle mælkeprodukter. Jeg drikker 1-2 liter mælk om dagen, der går ikke en dag uden ost, og middagen afsluttes gerne med is. Hver dag også et surmælksprodukt (og hønseæg) til morgen foruden alt det, der finder vej fra koen og ind i den daglige madlavning. Jeg er ikke den store kødspiser, men foretrækker dog oksekød frem for det syrlige svinekød – helst dog lam når fisk og skaldyr ikke er muligt.

Jeg har tidligere berettet at jeg fik bryst til jeg var seks år. Det var modermælk og altså ikke af en ko, men mon ikke det var der, jeg grundlagde min stor glæde for komælk og hvad deraf følger. I baggården hvor jeg boede som barn havde ostegrosserer Kjems sit lager og der fik jeg lov at hjælpe til. De store oste skulle vendes flere gange under lagringen, og selvom de var tunge, kunne jeg lige klare det. Honoraret fik jeg naturligvis udbetalt i ost. Rigeligt med ost!

Mælk er en guddommelig ting. Derfor er den ofte med i min aftenbøn. Jeg siger tak for mælken til koen – og tak til Gud for koen. Nu er det ikke sådan, at jeg ligefrem skriver ønskesedler til Vorherre, men skulle jeg gøre det, stod der nok flere slags franske oste på den. Så må man håbe, at skiftende franske præsidenter kunne holde trit med antallet – men franskmændene (og deres 35.000 kommuner) bliver næppe lettere at styre af dén grund…