Gud, Gurli – og mig

Det var vist i 1993, hvor jeg havde én af mange kriser i mit liv, også denne gang med Vorherre involveret – på den gode måde. Gurli var bindeleddet. Hun var en adstadig dame med et ydmygt sind. Dertil meget ordentlig og imødekommende.

Gurli Vibe Jensen (1924-2016) var præst og teolog; hun havde været missionær i Afrika, studeret i England, Skotland og USA, og var præst i Helligåndskirken gennem 30 år. Hun var i egentlig forstand en gudsbenådet prædikant – jeg har transmitteret gudstjenester med hende flere gange, altid i en fyldt kirke. Nu var hun i slutningen af en glorværdig karriere som præst, forfatter og meget mere. Jeg kendte hende ikke privat, men vovede at ringe til hende for en personlig samtale. Kort sagt: jeg søgte hende som sjælesørger.

Jeg boede endnu ikke i København, men opholdt mig der arbejdsmæssigt 2-3 dage om ugen, så jeg tog taknemmeligt imod Gurlis invitation, da hun foreslog et besøg hos hende i den store og ret elegante lejlighed ved Peblingesøen. Her havde vi en tre timer lang og meget frugtbar samtale, som jeg stadig husker, næsten i detaljer. Det sjælesørgeriske blev afløst af en anden, for mit sjælelige velbefindende, meget positiv praksis: vi mødtes nogle morgener til en kort andagt i Helligåndskirken. Jeg ringede i forvejen til Gurli og hun sagde hver gang beredvilligt ja. 

Ritualet var enkelt: Gurli kom ind fra præsteværelset iført præstekjole, jeg fra sidedøren; jeg knælede ved alterskranken, vi bad Fadervor sammen, hun gav mig absolution og lyste den aronitiske velsignelse over mig, hvorefter vi ønskede hinanden en god dag og gik hver til sit ad samme veje som vi var kommet. Det hele foregik med stor inderlighed og skønhed og var ubeskriveligt velgørende mellem morgenbordet på Hotel Imperial og møder og produktion i Radiohuset. 

Det skete vel en snes gange og indtil nu er det blevet mellem Gurli og mig – og naturligvis Gud. Men erindringen om disse korte, åndelige møder fylder mig stadig, efter 30 år, med fred og lykke.