It’s easy

Lige da jeg rundede 50 var jeg med i en reklame da det franske firma L’Oreal lancerede en ny kosmetikserie for herrer, Men Expert. Det var kun mit ansigt, eller “kontrafej”, der blev brugt, og det vil være på sin plads at pege på dette ords franske oprindelse: “contrafait” betyder at eftergøre eller forfalske.

Jeg ved ikke, om jeg blev brugt som “før” eller “efter”, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg kun denne ene gang skulle stå model til det der med at stå model. Alligevel kom jeg flere år senere uforvarende med i en reklamekampagne, denne gang for et flyselskab. Heller ikke ved den lejlighed blev jeg berømt eller rig; men sjovt var det da.

Det er i Köln-Bonn Flughafen, hvor jeg står i kø for at borde et fly til Gatwick. Jeg har valgt lavprisselskabet Easyjet, som i det store hele opfylder mine krav til det at blive befordret fem kvarter gennem luften. Jeg lader mig ikke skræmme af den manglende business class, at jeg må vente med champagnen til jeg er landet, og at jeg må finde mig i at blive tilbudt en masse ragelse undervejs. 

Jeg lagde heller ikke mærke til, at de fleste (måske alle) andre kunder var backpackere, ubemidlede pensionister og andre fattigrøve. Det kunne ellers nok ses på både deres påklædning og hele tilgang til dette at skulle op at flyve. Som sædvanligt lignede jeg en million uden at have én: eksklusivt påklædt, velplejet, med en smuk lædermappe og rutineret og professionel i min optræden.

Der var dog andre, der lagde mærke til forskellen på mig og “de andre”, nemlig et filmhold med en producer, en kameramand og en assistent. De henvendte sig til mig, repræsenterende flyselskabet, der var i gang med en kampagne for at skaffe flere erhvervsrejsende – om ikke jeg var sådan én? Nej, egentlig ikke, svarede jeg. “Men du ligner” fik jeg at vide og i løbet af no time var jeg hyret til at reklamere for selskabet, idet der under den korte flyvning skulle laves en optagelse med mig siddende i flyet og indtagende et fornemt morgenmåltid (med champagne!) – en artikel, de overhovedet ikke førte, men som assistenten fremskaffede.

Jeg skulle alene gøre ét og sige to ord, nemlig vende mit ansigt mod kameraet og sige “It’s Easy” (en replik det var let at lære). “Er det bare det?” spurgte jeg med henvisning til opgavens art, men produceren troede jeg henviste til de 1.000 pund jeg var blevet lovet og forhøjede straks honoraret til 1.500, hvilke jeg tog imod.

Jeg så kun de vel 10 sekunders reklamespot én gang, jeg husker ikke hvor. En anonym stemme spørger hvorfor businessmen foretrækker Easyjet og jeg svarer “It’s easy”. Af den færdige reklame fremgår ikke, at jeg vist sagde det 15-20 gange under produktionen og i øvrigt aldrig fik spist maden. Champagnen (som var noget sprøjt) slugte jeg da flyet taxiede ind i Gatwick hvorefter jeg igen blandede mig med de andre fattigrøve.