Levende blandt døde

Jeg er i Ohlsdorf, en landsby 12 km nord for Hamburg centrum. Jeg er på Friedhof Ohlsdorf, verdens største kirkegård, hvor 1.4 mio. kendte og ukendte hviler i fred. Der er en blid, tavs finregn med den trygge lyd af storby som akustisk bagtæppe. Jeg har været her før – Ohlsdorf er helt speciel – nu er jeg her igen, for jeg “elsker” kirkegårde. Uanset hvor jeg kommer, opsøger jeg kirkegårde, selv min fødebys Alménkirkegården, virker som en magnet på mig, selvom jeg har trådt mine barnesko der og kender den ud og ind. Jeg har oven i købet skabt et billeddigt på nettet – www.hvilifred.dk om Almén – som desværre er gået heden for flere år siden.

“Kirkegårdsvandreren” var overskriften på en artikel i Kristeligt Dagblad i 2006, hvor også min far deltog. Han havde, som han sagde “gået på gravens rand hele mit liv”, – han var både bedemand og kirkegårdsgartner. Artiklen handler om min kærlighed til og fascination af kirkegårde, og jeg kan bruge flere timer på kirkegårde. Fordi jeg er vildt fascineret af livet.

Det er roen og perspektivet, der tiltrækker mig. Mytologien ved gravpladser, der i virkeligheden, altså når det kommer til stykket og hvis alt kommer til alt, handler om liv, snarere end om død. Måske oven i købet et evigt liv. Derfor er det også huldsaligt at opleve Assistenskirkegården (hvor jeg selv har købt plads) som en slags park, hvor nogle tager sol, andre blot stikker vej, andre igen studerer bøjet over deres PC eller samtaler. Også her i Ohlsdorf er der liv blandt de døde: busser kører igennem, et par caféer har åbent, sågar et hotel findes her.

Det er hemmeligheden ved kirkegårde: de emmer af liv! Det liv, der er og de liv, der var. Her er man (næsten) lige: ét af mausoleerne i Ohlsdorf er større end Budolfi kirke, men den store mands knokler er lige så forrådnede som vaskekonens, som “kun” har fået en lille fredsdue på sin sten. Og deres sjæle lige smukke.

Selvfølgelig opsøger jeg ideligt teatre, koncerthuse og kunstmuseer for at opleve kunst, kirker for at møde Gud og banegårde og lufthavne fordi de bringer mig videre. Men kirkegårdene går jeg aldrig forbi – og jeg skal også lige ind på biblioteker, universiteter og andre templer for tanker og eftertænksomhed, for at mærke livet.