Sanseløs

Jeg mener at være “ved mine fulde fem” i hvert fald det meste af tiden, altså at jeg er nogenlunde tilregnelig. De fem, det handler om, er de grundliggende sanser – føle, høre, lugte, se, smage. Jeg mener også at have en sjette sans, altså at jeg kan fornemme noget, som de nævnte fem sanser ikke bidrager til. Det burde måske hedde “den ottende sans”, for videnskabeligt regner man med syv grundsanser – ud over de nævnte også bevægelsessans og balancesans.

Jeg opdager dog undertiden at være sanseløs; heldigvis ikke blottet for alle sanser på én gang, men at den ene eller den anden sans i kortere eller længere tid svigter. Det er ikke rart – det ved de fleste. Nok især de mange, der af en eller anden grund helt mangler en sans, er blinde, døve, f.eks. Det siges, at hos sådanne skærpes de øvrige sanser. Jeg ved ikke om det er rigtigt, videnskabeligt.

Men jeg ved – uden at ville sammenligne med kronisk syge – at det ikke er rart at blive ramt af momentan blindhed, døvhed, mangel på lugte- eller smagssans eller ikke at kunne føle sig frem, ikke at kunne bevæge sig eller holde balancen. 

Jeg har altid forsøgt at passe på mine sanser, hvis man ellers kan det. Som mange har jeg en slags prioritetsliste: høre, se, føle, bevæge, smage, lugte. Det er selvfølgelig helt abstrakt og naturligvis meningsløst at spørge sig selv, hvilke sanser, jeg helst ikke vil miste for alvor. Det er alle sammen, men som lyd-menneske kommer høresansen først; måske med synssansen på en delt førsteplads. Jeg ville ikke kunne fungere hvis jeg var døv – jeg lever af musik. Derfor får jeg høresansen tjekket jævnligt og indtil videre har jeg fuld hørelse.

Det samme med synet. Gennem 44 år har jeg anvendt kontaktlinser (døgnlinser – ellers kan jeg ikke se hvad jeg drømmer) og jeg bruger også læsebrille, men en gang om året konstaterer øjenlægen, at jeg har 100 % syn – jeg har da også i samtlige 44 år haft samme styrke på øjnene. Også her priser jeg mig lykkelig.

Men min lugte- og smagssanser er ikke som de har været. Jeg lider af en svær grad af anosmi – mangel på lugtesans. Desværre blev min smagssans også svækket efter en heftig influenza i 2000, hvorefter jeg også fik konstateret allergi over for 10 stoffer, som alle indgår i den daglige kost. Jeg er blevet behandlet for disse svækkede sanser, men uden virkning, desværre. Jeg ynder at lave og naturligvis spise god mad, så…

Jeg er 68 så måske kan jeg ikke forvente at hele mit sanseapparat fungerer 100 %. Alligevel er det smertefuldt når mine syv sanser svigter i kortere eller længere tid. Eller to af dem virker stærkt svækkede. Så er jeg glad for stadig at være ved mine fulde fem.