Jalousi på mozartsk

Jeg var engang dødeligt skinsyg – eller på fransk: jaloux. Når jeg bruger det voldsomme “dødeligt” er det fordi det er min erfaring, at jalousi slår ihjel. I mit tilfælde – som sikkert i mange andres – har jalousi slået gode kærligheder, relationer og oplevelser ihjel, ligesom den har afsporet min personlighed og mine gerninger igen og igen. Nogle har kaldt jalousi en sygdom. Sådan kan den godt virke.

Da jeg i 1998 (som jeg tidligere har berettet her i erindringerne) mødte Sofie og hurtigt indledte et intenst og afgørende kærlighedsforhold til hende, forsvandt min jalousi nærmest over night. Ikke den første nat, for også Sofies og mit forhold var mærket af min jalousi. Men et stykke tid inde i forholdet skete det, at jeg vågnede en morgen uden den altædende følelse. 

Jeg har stadigt ikke forstået hvordan det skete, jeg kan ikke hænge det op på en bestemt hændelse, og selv mange års granskning har ikke bragt mig nærmere mysteriets opklaring – måske er der en mening med dét. Måske handler det om, at Sofie simpelthen ikke accepterede jalousi. Ikke at hun udfordrede den, men hendes temperament var ikke til den slags. “Det vigtigste i livet er kærlighed, alt andet er fyld” som hun sagde – og udlevede.

Et godt eksempel på hvordan min jalousi udartede var da instruktøren Milos Forman i 1984 skabte sin Mozart-film “Amadeus”. Da tog jeg, hvilket sjældent skete, imod en invitation fra min ven Boye, der ejede de fleste biografer i Aalborg, om at opleve den aalborgensiske premiere på denne helaftensfilm. Min kæreste hed Lise og hun led også under min jalousi. 

Boye havde et godt øje til Lise og inviterede også hende med. I Astoria biografen sad jeg alene på én af de første rækker, medens Boye sad sammen med min Lise længere tilbage. Denne provokation – fra begges side – blev for meget for mig, og jeg reagerede som jeg ofte gjorde i sådan en situation: aldeles irrationelt og dramatisk.

Under hele første del kommenterede jeg handlingen højlydt, naturligvis til stor irritation for det øvrige publikum, der tyssede på mig. I pausen bad Boye mig om at henlægge mit musikhistoriske foredrag til anden tid og sted og bragte mig en fadøl. Således udfordret kastede jeg barnligt min øl i hovedet på vennen og det gentog sig, da han tålmodigt fremskaffede en ny. Det blev for meget for Boye og han anviste mig udgangen. Jeg har således aldrig set anden del af Formans “Amadeus”.

Jeg ved dog, at filmen handler om jalousi (mellem Mozart og hans konkurrent Salieri) og jeg ved naturligvis også, at der er megen jalousi i Mozarts operaer. Det var der også i mit liv og hændelsen i biografen er langt fra den værste, jeg – og mine sagesløse kvinder og venner – oplevede. De vil få en fremtrædende plads den dag jeg får mod til at skrive et kapitel om hvad jeg skammer mig over i livet. Men jalousien blev borte hin nat ved siden af Sofie og har ikke vist sig siden.