Koldkrigsbarn

Jeg blev født ni år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Det er faktisk ikke ret lang tid. Det betød f.eks. at jeg nåede at opleve rationering af visse fødevarer, bl.a. kaffe, så min farmor greb til cikorie, en kornsort, som jeg langt senere oplevede på landet i Frankrig som dagligdag både i salater og som “kaffe”. Min mor var mindre begejstret for løsningen, så hun supplerede de dyre og svært tilgængelige kaffebønner med “Rich’s” kaffeerstatning og den konkurrerende “Danmark” – også cikorie eller rug. Jeg læste nyligt, at “Rich’s” faktisk var at finde på hylderne indtil 2009. Vi børn drak ikke kaffe og trods alt var knapheden på visse dagligvarer og forbrugsgoder til at leve med.

Det var værre med truslerne om en ny verdenskrig, der blev aktuelt i begyndelsen af 60’erne og trængte sig ind i stuerne i form af en brochure med titlen “Hvis krigen kommer”, udsendt i 1962. Hvis den virkede abstrakt og uvirkelig, så var de daglige nyheder i det fjernsyn, familien fik i 1960 meget mere nærværende, selvom Cubakrisen og mordet på Kennedy i 1962 foregik på den anden side af kloden. Simpelthen fordi bevidstheden om at verden hænger sammen begynde at fylde, selv i en 8-årig, måske lidt ekstra årvågen knægts sind.

Også begrebet “jerntæppet”, som Churchill havde introduceret i 1946 (faktisk et gammelt teater-fænomen) som for alvor blev materialiseret da DDR over night i 1961 påbegyndte bygningen af Berlinmuren, gjorde stort indtryk. Som bekendt holdt jerntæppet til 1989, og da jeg i midten af 80’erne var korrespondent på den tyske radiostation Deutschlandfunk, var det stadig virkelighed. DLF var en regulær propagandasender, der skulle oplyse især de østeuropæiske, men også nordiske og andre lande om tyske forhold – vel at mærke Vesttyske. Formålet blev ikke pakket ind og propagandaen blev spredt via kortbølgesendere ind over de forskellige lande på deres eget sprog. 

Sovjets invasion af Ungarn i 1956 kunne mærkes i årtier, selvom jeg kun var to år, da det skete. Men jeg var “voksen” nok til at invasionen af Tjekkoslovakiet i 1972 gjorde dybt indtryk – ligesom også mordet på Kennedy i 1963 havde gjort. Det havde næppe med den kolde krig i Europa at gøre, men blev sat i relief af at Kennedy blot fem måneder før han blev skudt, havde besøgt Berlin og holdt sin berømte solidaritets-tale.

72 var også året, hvor jeg sagde nej til EF – uformelt, for jeg var kun 18 år og valgretsalderen var 20. Senere blev jeg EU-tilhænger par excellence, men dengang havde jeg en naiv frygt for, at Danmark og andre små lande ville blive opslugt kulturelt af store ånds-mastodonter som Frankrig, Italien og Tyskland – netop naivt, for efter krigen havde amerikansk kulturimperialisme jo i dén grad manifesteret sig i Europa – bitre piller, der blev skyllet ned med Marshallhjælp, Coca-Cola og tyggegummi.

70’erne i øvrigt blev et roligt årti, 80’erne i nogen grad også og så kom “befrielsen” i 1989. Selvom den kolde krig blev erklæret afsluttet med Sovjets opløsning to år efter er det trist at opleve, hvordan fjendskab og had igen er blevet trusler. Ikke at jeg går rundt og er bange, og jeg bor i og rejser ideligt rundt i mit elskede Europa uden frygt, men lige så glad jeg er for at have oplevet Murens fald, Tysklands genforening og et EU, der på trods af små og store kriser viser styrke og vilje til at holde sammen og forsøge at holde krigen fra dørene, lige så ked af det er jeg over at skulle opleve krig i Europa og heraf følgende farer for en mere omfattende krig af den “varme” slags – den, man ikke kan tale sig ud af. Så meget koldkrigsbarn er der stadig i mig…