Camping – ikke mig!

Jeg har befundet mig i en campingvogn én gang i mit liv, nødtvunget fordi et P1-program skulle optages i sådan et monstrum. Jeg har muligvis været i et telt (ud over cirkustelte) én gang som spejder. Jeg har ganske få gange besøgt venner og bekendte i deres sommerhuse og kolonihaver (der jo siges at være en dansk opfindelse). Men ellers er jeg, trods mit nomadeagtige liv, slet ikke til den slags steder. Til gengæld holder jeg meget af hoteller som jeg tidligere har berettet. Ligesom jeg holder af at bo i nærmest huleagtige lejligheder, bare de har en basal luksus og jeg er alene.

Måske hænger min manglende interesse for midlertidige, ofte primitive, boliger sammen med, at fænomenet ferie heller ikke er mig. Jeg synes simpelthen, at den slags er tidsspilde. Jeg har sjældent holdt egentlig ferie selv. Jeg “arbejder” hele tiden, og den mere kontemplative del af livet kan sagtens rummes i hele tiden at være i gang med en eller anden lille eller stor opgave. 

Jeg har således aldrig været på charterferie. Den slags går jo ofte til fjerne, overbefolkede badestrande og da jeg ikke kan svømme og mest betragter havet som et maleri eller noget, man eventuelt befordrer sig på i store, sikre skibe, ved jeg ikke, hvordan man ifører sig en redningsvest. Min farmor, der stod for min tidlige dannelse, sagde med alvorsfuld stemme: “Du understår dig i at gå i vandet før du har lært at svømme” og så var dét lissom droppet. 

Jeg synes, de fleste opfører sig – ja: underligt, når de holder fri eller ferie. Deres campingvogne, sommerhuse og villatelte bliver templer for dovenskab, mental og fysisk inaktivitet, unyttigt tidsfordriv og irrelevant snik-snak. Jo, jo: jeg mener naturligvis at det hårdtarbejdende folk skal slappe af, især hvis deres arbejde er trivielt, maskinelt og fordummende. Der er trods alt også noget, der hedder læseferie. 

Jeg kan i øvrigt sagtens “tage ved” som man siger i Jylland. For nogle år siden befandt jeg på én af mine lange vandreture i Berlin, pludseligt i en Kleingarten, en kolonihave. Her var man som en slags kollektiv øvelse ved at klippe hække og træer, og da jeg uforvarende havde bevæget mig ind på privat område og sagde undskyld, blev jeg budt på kaffe og kornsnaps og tilbød så at hjælpe med oprydningen. Jeg blev der dagen lang – det var irriterende hyggeligt…