Med sprit i blodet

Jeg har kørt spritkørsel i bil. Mange gange. Ikke sådan plaskhamrende fuld, for så god en bilist er jeg ikke, men helt sikkert over de skiftende grænser gennem mit liv. Med 2-3-4-5 øl indenbords.

Heldigvis har det aldrig givet så meget som en skramme på bilen. For slet ikke at tale om, at min letsindige, ulovlige kørsel – Gud ske lov – aldrig har givet anledning til skade på noget menneske. Min straffeattest er også ren som en helgens.

Men jeg er naturligvis ikke nogen helgen. Jeg er fra en tid, hvor grænserne for (mis)brug af alkohol var noget anderledes, end de er blevet de seneste årtier. I 70’erne og 80’erne var indtagelse af alkohol en del af dagligdagen i de kredse (blandt kunstnere, journalister og den slags) jeg færdedes. Det var helt normalt at begynde redaktionsmødet på arbejdspladsen om morgenen med en Gammel Dansk – eller to eller tre; og op ad formiddagen at blive indkaldt til et møde over en pose øl på kollegaens – eller chefens – kontor. 

I 1985 kørte min arbejdsplads Nordjyllands Radio en stor PR-kampagne, betitlet “Stærk Radio”. En del af kampagnen handlede om at byde lytterne og hinanden på en særlig champagne med etiketten “Stærk Radio”. Ikke et glas, men en flaske. Eller to. Kampagnen var en stor succes, naturligvis ikke blot på grund af champagnen. Men ikke ret mange gøede ad at champagne indgik i charmeoffensiven.

Når jeg skriver, at jeg er fra en tid hvor den slags var dagligdag er det ikke for at forsvare mig, men et forsøg på at forklare mit alkoholforbrug i tilknytning til bilkørsel. Jeg har aldrig forsømt en dag på mit arbejde, har aldrig sjusket med sagerne eller opført mig uhøvisk ved mikrofonen eller i radiobussen. Men jeg har godt nok mange gange kørt derfra med en “bimmelim” på – ofte til et af de stamværtshuse i Aalborg (f.eks. den navnkundige “Klosterkroen”), hvor hyggen fortsatte efter fyraften, igen i selskab med kunstnere, mediefolk og andet tørstigt godtfolk. Jeg er også kørt hjem derfra efter et par øl. Eller tre eller fire.

Engang kørte jeg en sen aften fra Aarhus til Aalborg med P3 skruet godt op. Der var ikke mange på landevejen, så jeg skruede også op for farten for at komme hurtigere hjem. På sædet ved siden af stod min DR kanvastaske med et par øl (eller 3-4), som naturligvis også satte skub i hjemkørslen. Pludseligt øjnede jeg en politibil i bakspejlet. Det var tydeligt, at de ville “tale med mig”. Jeg ledte febrilsk efter mit kørekort nederst i tasken uden at klirre for meget med flaskerne. Jeg slap med en advarsel for at have kørt for stærkt, men ingen spiritusprøve, ingen mistanke om sprut – bare en bemærkning om at det kun blev til en advarsel fordi vejen var øde. Mærkeligt…

Jeg kørte videre – og fortsatte også min ulovlige kørsel med øl i blodet, dog aldrig med passagerer i bilen. Det var helt normalt dengang. Lige til en også sen aften i efteråret 1999. Jeg arbejdede i Radiohuset og boede i Hellerup. På det tidspunkt var alkohol på arbejdet blevet nogo og det overholdt jeg naturligvis ligesom de fleste andre. Jeg havde fået et par øl (og ikke flere!) sammen med kollegerne efter endt arbejde som det var kutyme – nu havde vi jo fri. Alligevel skete der noget inden i mig, da jeg passerede (af alle steder!) Tuborg Bryggeriet på Strandvejen et par hundrede meter fra mit hjem. 

Der var ingen ydre anledning, ingen fare, ingen ulykke, intet politi. Men jeg kørte ind på parkeringspladsen ved den store Tuborg-flaske, stillede bilen og gik resten af vejen hen til en nightcap på mit stamværtshus “Seabreeze”. Her lovede jeg mig selv, at jeg aldrig – som i ALDRIG – mere ville køre med alkohol i blodet. Sådan blev det og sådan er det. Det gør mig hverken til helgen eller helt. Det frikender mig heller ikke for ansvaret under de mange spritkørsler gennem mange år, uanset at der ikke skete ulykker.

Da dette erindres føler jeg mig vildt brødebetynget og skamfuld. Det manglede bare!