Mit liv med avisen
Min farfar (født 1893) gik med aviser. Han abonnerede hele sit liv på Aalborg Stiftstidende, men læste vist kun dødsannoncer og tegneserien Fantomet på bagsiden. Ellers gik han med avisen som isolering på kroppen når han som gartner frøs på arbejdet. Jeg gik også med aviser – også Aalborg Stiftstidende – da jeg var omkring 10 år. Dette lovlige børnearbejde kunne være hårdt, især søndag, men så trådte min far til med sin Morris Mascot og kørte aviserne fra opgang til opgang, hvorfra jeg ekspederede de tunge tryksager op til abonnenterne.
Jeg var næppe klar over, at aviser skulle blive en stor del af mit liv, men jeg elskede at møde op i trykkeriet på hverdage ved 15-tiden og om søndagen ved 6-tiden. Her kunne jeg på afstand se, hvordan aviserne stadig var i tryk på de sindrige produktionsbånd, jeg kunne mærke den lidt brændte lugt af tryksværte og når aviserne nåede frem til os børn, der ventede i distributionen med vore cykler, fik vi sorte fingre af den endnu ikke tørre sværte.
Allerede fire år efter tog min avis-karriere fart. Jeg så at sige avancerede fra at bringe avisen rundt til rent faktisk at skrive de budskaber, der endte i avisen. Det begyndte med at jeg skrev et større læserbrev til netop Aalborg Stiftstidende, i 1968. Aalborg Kommune ville fratage det stærkt eksperimenterende og provokerende Jomfru Ane Teater den faste støtte og teatret måtte lukke. Det protesterede jeg imod. I dag hedder det Teater Nordkraft, men har som næsten 60-årig kulturinstitution i Aalborg stadig en vigtig funktion.
Det der med protesten præger i øvrigt min første tid som avisskribent. Jeg havde meget på hjerte, selvfølgelig var det umodent både indholdsmæssigt og sprogligt, men på en eller anden måde satte jeg en form for læring i system, så jeg hele tiden blev bedre. Efterhånden fik jeg sjældent noget retur og hvis det skete spurgte jeg altid hvorfor. Jeg sendte mine epistler til alle mulige aviser og lærte først senere at det gør man ikke.
I 1968 blev jeg også fast leverandør til en ny ungdomsside i Søndags-Stiftstidende og få år efter kastede jeg mig over den hæderkronede genre kronik, som jeg stadig gør i mellem år og dag. På et tidspunkt var Børge Mors kronikredaktør og jeg blev fast kronikør, der jævnligt blev bestilt til at skrive om dette og hint. Før det havde min ven og kollega gennem mange år, Per Jensen, der var ansat på Aalborg Stiftstidende, været inde i billedet. I forordet til min bog “Signatur” skriver Per således: “Den første kronik i Evans samling er fra 1974. Jeg kan ikke huske, om jeg læste netop dén… jeg læste dog andre dengang. Kendte ikke Evan. Troede han var en gammel mand. Så mange ord. Så mange holdninger”.
Ved siden af mit faste radioarbejde, komponistvirksomhed og de store og små projekter, som har fyldt mest, har jeg altid holdt fast i det at skrive i aviser på mere eller mindre fast basis. Det blev til ansættelse på Weekendavisen, mange engagementer med Kristeligt Dagblad og altså Aalborg, senere Nordjyske Stiftstidende med faste tilhørsforhold i fire perioder.
Da jeg for 15 år siden holdt op med at holde styr på udgivelserne stod jeg for ca. 3.000 offentliggjorte tekster gennem knapt 40 år; det er da også en post, især når det ikke har drejet sig om “almindelig” journalistik. Det handler jo om glæden ved den fysiske avis – mindet om lugten af tryksværte og vægten af søndagsavisen. Avismediets deroute både kvalitets- og kvantitetsmæssigt de seneste årtier begræder jeg en smule. Nordtyske Stiltiende, som jeg drilagtigt kalder “tryksagen fra Aalborg Øst” i dag, har 255 år på bagen, så en vis træthed er forståelig.
Ligesom mit fysiske avisforbrug er mit journalistiske avisarbejde dalet betragteligt, men jeg holder fast ved mit pressekort, der blev udstedt i 1978. I dag har jeg, som de fleste andre, kastet mig over de såkaldt sociale medier og deres fantastiske muligheder. Bogstaverne og ordene er jo de samme, og den 14-åriges ubændige trang til at mene en helt masse om mange forhold og udtrykke dem holder ved. Ellers ville jeg ikke være mig.