Forkætret

Jeg er nogle gange blevet kaldt en “forkætret” person. Nu er der forskel på, at noget er forkætret og at nogen er forkætret – ellers ville jeg være ked af det. Blandt synonymerne for forkætret finder man forkastelig, uappetitlig, fordømmelig, mens den forkætrede person menes at være én, der bliver kritiseret, lagt for had eller er stærkt kontroversiel eller omstridt. Jeg lader mig gerne kritisere, (dog helst ikke hadet), men for mig er det en hæder at være stærkt kontroversiel eller oven i købet omstridt. Så tak for det!

Jeg har altid betragtet det som min pligt at være, måske ikke skeptisk, men dog kritisk over for omverdenen og det, der sker i den. Hvis de fleste går til højre går jeg ofte til venstre. Undertiden for simpelthen at være på tværs, men mest fordi jeg har gode erfaringer med ikke automatisk at gå efter flokken og de letteste løsninger. En ven og kollega sagde engang “Evan finder som regel det sted, hvor gærdet er lavest – og kravler under”. Det sidder fast i erindringen, ligesom min far med en vis stolthed kaldte mig “samfundsrevser” da jeg var teenager.

At være på tværs forveksles ofte med at være tvær, negativ, sur. Det føler jeg ikke selv at jeg er, men jeg er af natur et alvorsfuldt menneske, det er svært at få til at skraldgrine. Alligevel kan det være, at jeg er ved at blive en sur gammel mand og det vil jeg helst ikke være. Men med årene og erfaringen melder skuffelserne sig. Over ikke at blive hørt, taget alvorligt eller allerværst: bevidst ignoreret eller bare overset. Det huer mig ikke, og det er ikke bare forfængelighed. Jeg mener stadig, at jeg har et ord eller to at skulle have sagt.

Har min kritik, skældud, insisteren, undertiden vrede så flyttet noget? Hvis, så næppe meget. Det kan man selvfølgelig ikke måle, for jeg har aldrig været vildt ærgerrig med at stå forrest. Jeg har ganske enkelt mødt for mange, der råbte så højt, at de ikke selv kunne høre, hvad de sagde. Det er en anden side af sagen: jeg er min egen største kritiker og ikke mange er klar over, hvor hård jeg kan være ved mig selv, når jeg har ikke har ret. Det sker nemlig også – utroligt, men sandt!