Tavsheden har sit liv

I 1984 brugte jeg 1285 ord på at plædere for tavshed. Nu gentager jeg dem:

“Kvinde, tal til mig” hed en kronik, jeg læste for nogle år siden. Kun svagt erindrer jeg dens anliggende (noget om manden, der har det svært, fordi den nymodens, kritiske, emanciperede kvinde ikke har gjort sig den ulejlighed at fortælle, hvordan hun egentlig vil have ham), men min sag er også dette “tal til mig”.

Mangt og meget i vore dage tyder nemlig på, at vi har snakket for meget. Man fornemmer et tidehverv i det, der nu om dage kaldes kommunikationsformerne. Forfatteren Hans Jørgen Nielsen sagde det i TV-magasinet “Bazar”: “Jeg har fået kønsforstoppelse. Jeg er træt af at snakke om seksualitet, kønskamp og parforhold”. I radioen sagde en børnepsykolog: “Spørgsmålet er, hvornår et problem er et problem”. Vi snakker os til mange problemer, mente han.

For nyligt tronede så kvindesagsforkæmperen Germaine Green frem i det snakkesaglige TV. Damen nyder stor respekt fra min side, men jeg foretrak opvasken frem for endnu en endeløs snak om seksualitet og samliv og parforhold. Enhver kvinde vil vel føle sig undertrykt, men jeg vil til min død hævde min kønsbestemte ret til at hengive mig til opvaskens balsamiske trafik, medens de andre snakker. Sådan kan hverdagens trivielle nødvendigheder give huldsalige oplevelser på trods af alverdens ideologier.

Og nu jeg er i gang siger forkætrede Strindberg i Enquists “Tribadernes Nat” om kvinder noget lignende som. “De snakker og snakker. Ingen blod, intet sværd, ingen revolution. De snakker bare”.

Før dette kommer til at ligne et ikke ment udfald mod kvinden, lad mig da komme til sagen, denne, at også jeg er træt af at snakke. Ligesom Hans Jørgen Nielsen, børnepsykologen, Strindberg og så mange andre. Vi er trætte af al den plapren, ikke fordi vi ikke tror på ordenes bevidstgørende magi, men – i hvert fald for mit vedkommende: fordi jeg også kender deres farlige, sløvende, opsættende, dræbende kraft.

Psykologen præsenterede jo en gammel sandhed, når han sagde, at vi snakker os problemer til. Man kan også tie problemer ihjel. Mange problemer, som vi, når de kommer frem i ordenes dagslys, synes vi har, opnår faktisk først eksistens, når de iklæder sig formuleringer og begreber. Hele filosofiske skoler har grundet sig på den forestilling, og vel ikke helt uden grund: sproget konstituerer mennesket, sproget er os.

I filmen “Livet skal leves” fra 1962 karakteriserer Godard – ham med de lange monologer – vores afhængighed af sproget i samtalen mellem Nana og filosoffen:

“Nana: “Hvorfor skal man altid snakke? Jeg føler, at man meget ofte burde tie, leve i stilhed. Jo mere man snakker, des mindre siger ordene…”

Filosoffen: “Måske, men…er det muligt?”

Nana: “Det ved jeg ikke”.

Filosoffen: “Det er noget, der altid har slået mig, og det er, at man ikke kan leve uden at tale”.

Nana: “Det ville dog være dejligt at leve uden at tale”.

Filosoffen: “Ja, det ville være smukt, ikke sandt…? Det ville virkelig være smukt. Det er bare ikke muligt. Man er aldrig nået så langt”.

Sproget har formidlet, og formidler stadigt landvindinger på alle livets områder. Ved hjælp af sproget flyttes vi holdningsmæssigt, sproget løser problemer for os. “Men jo mere man snakker, des mindre siger ordene”. Vi bruger mere og mere sproget som nødløsning, som undskyldning, til nemme udveje. Med sproget kan vi også distancere os fra problemerne.

Sproget var også midlet, da førende ideologer i 50’erne og 60’erne ophævede grænsen mellem det private og offentlige. Man ville afprivatisere hvad man mente var fælles for mange. Men det, at noget er privat betyder ikke nødvendigvis, at det ikke er fælles. Da realismen gik til filmen og medbragte alle menneskelivets afskygninger, glemte man i hvert fald én ting. Vi ser nok erotik på lærredet, men der skal en surrealist som Fellini til, før toiletbesøg bliver interessant. Den slags er nemlig en privatsag, som vi alle har fælles.

Samme skæbne skulle ikke overgå kærlighedslivet. Her mente ideologerne, at netop overgangen fra det private til det offentlige kunne være gavnligt for mennesker, der ikke har noget sprog. Altså de, der i ideologisk forstand er handicappede: ikke har lært at bruge sproget, ikke kan snakke. Ved at give erfaringerne ord gjorde man dem fælles og mange af dem, man betragtede som sprogligt handicappede: kvinderne, børnene, arbejderne havde givetvis fordele heraf. I begyndelsen fik de ikke sprog, men fortalere, indtil de i basisgrupper fik deres demokratiske fora. – Kærlighedslivets smukke symfoni, udsat for ord, ord og ord, noteret i frigørelsens partitur.

Ordene eller deres følgesvende: holdningerne, meningerne, synspunkterne, blev helligdomme i hvilke de nye menigheder forsamlede sig. Et eksempel mere: da de unge begyndte at gøre op med parforholdets i dets traditionelle indpakning: kernefamilien og søgte nye boformer, ledte man dem ikke op i historien. Skønt tilbage til naturen fandt man det ikke betimeligt at tage tidligere mastodont-fællesskaber op. Det var ikke blodets bånd, man byggede på, men ordenes, holdningernes.

Og så snakkede man. Det private blev fælleseje, men fællesskabet har sin egen repression, og den har sikkert skabt megen forstillelse og løgn. Blod er tykkere, end vand, men holdninger er stærkere end blod. Fra teknologiens verden hentede man begrebet “bearbejde”. Har du problemer med sig selv eller i forhold til de andre, må du bearbejde dem. Underforstået: med ord. Kan du ikke klare det selv, tager vi sagen op på et fællesmøde, et plenum. Vi snakker om det, tal frit ud fra leveren, hjertet, underlivet, vi lytter og hjælper dig. Med ord. Der er ikke noget, vi ikke kan snakke om. Alt har sin plads i ordenes virkelighed.

Men “jo mere man snakker, des mindre siger ordene” udtaler Godards Nana. Der går inflation i ordene, vi devaluerer deres indhold. Midt i forhandlingerne, når politikerne ikke vil snakke, snakker de udenom. Når de vil love os noget uden sidenhen at være bundet af deres løfter, snakker de. Jo mere de siger, des bedre. De amerikanske præsidentkandidater viser, hvor uhyggeligt det kan blive: med tomme fraser, ord og ord og ord om ingenting, vinder de folkets tillid. Blot de slutter med koden “God bless America” tager vælgerne våset til sig. Ordene er uundgåelige, og den ene gang sludder legitimeres af en anden gang pladder.

I storpolitikkens verden har man altid ernæret sig af ord. Men i min egen lille verden – sammen med hende – nægter jeg det. Kanske hun følte sig undertrykt før hun blev givet sine ord. Nu føler jeg mig undertrykt, fordi alting skal endevendes og bearbejdes og diskuteres. Og kan det ikke ske i forholdet, er der basisgrupper nok, hvor ekshibitionismen lever sit Oxfordliv. “Lad os bekende vor verbale tro….”.

“I begyndelsen var ordet og ordet blev kød” siger kirken – og snakker! Om dette og hint og frem og tilbage og fra alle sider, og kirkekaffen koger. – Hvor bliver kødet af? “Vore bjerge af ord frembringer kun muldvarpeskud af menneskekærlige handlinger” skrev teologen Colin Morris for nogle år siden. I kirken snakker vi os ikke kun til problemer, vi snakker også problemer ihjel. Men bag problemerne er der mennesker, der har krav på ordløs kærlighed. Nonverbal kommunikation som det hedder. 

Mennesket har andre sprog, end ordenes. Din krop er et sprog: dine øjne, dine skuldre, dit skød. Ord kan blive kød. Hænder kan handle. Kunsten er et sprog: musik kan bringe dig til verdener, du ikke kendte. Billeder kan rokke dig i din grundvold, ballet og teater – også uden ord – kan vise dig nye muligheder. Og først af alt: følelserne er et sprog. Et sprog, der ikke kan tales om – dér hører ordene op. Følelser er….. “rør ved mig, så jeg føler at jeg lever”.

Det ville være smukt somme tider at leve i stilhed. Og således rejse på besøg i andre virkeligheder. De andre sprogs virkeligheder. Tie uden at dø. For også tavsheden har sit liv.

Kronik i Aalborg Stiftstidende 30. maj 1984, genoptrykt i bogen “Signatur” (Forlaget Nordkraft 2011)