Helle Virkner
Forleden løb jeg på TV ind i en spot for serien “Krag & Virkner”, som jeg nok ikke får set, men det lille “&” i titlen får Jens Otto Krag’s og Helle Virkner’s forhold til at ligne et flyttefirma og deres forhold var måske også lidt entreprise-præget. Som det, der blev kaldt et “fremmeligt” barn fulgte jeg i 60’erne Krags politiske optur og han var et menneske, der gjorde indtryk på mange måder, også den mere farverige del af hans tilværelse og den sort/hvide afslutning på den.
Det var imidlertid hans anden kone, Helle Virkner, der tiltrak sig mest opmærksomhed fra den fremmelige teenager i den farveløse provins. Jeg kendte hende naturligvis kun fra TV og mine forældres beundring for hende, men det skal ikke skjules, at jeg var offer for en slags hvalpeforelskelse i Helle Virkner. Hvilken skønhed, hvilken stemme, hvilken udstråling og erotik, hvilken dannelse og menneskelighed, der formelig væltede ud af denne kvinde i både hendes roller som skuespiller og i rollen som “førstedame”.
Kærligheden til og beundringen af den dejlige Virkner har holdt hele livet og blev på forunderlig vis krydret med et ganske tilfældigt møde med hende i 1998-2000. Da havde hun rundet 70 og havde trukket sig tilbage til en lille lejlighed på hjørnet af Strandvejen og “Lille Strandvej” i Hellerup. Selv boede jeg på Callisensvej også med postnummeret 2900, og jeg købte ofte ind i Brugsen lidt oppe ad Strandvejen.
En dag på vej hjem fra indkøb ser jeg hvad jeg vil kalde en morlille på vej over den stærkt befærdede Strandvejen med to tunge bæreposer. Noget foroverbøjet og med et tørklæde, der næsten skjulte hendes ansigt. Jeg var ikke i tvivl om, at hun kæmpede med sine poser, så jeg går ud til damen og tilbyder at hjælpe hende afsted med den tunge vægt. “Ja tusinde tak” svarer hun og jeg overtager de to poser og følger hende over gaden og den korte vej hen til hendes bolig. Om jeg skulle hjælpe hende op til lejligheden? “Ja tusinde tak” svarer hun og det sker, idet den ene pose dog parkeres i stuelejligheden, hvor hendes datter angiveligt bor.
Først da går det op for mig, hvem den søde morlille er. Nået frem til lejligheden på vistnok tredje sal svarer hun igen “Tusinde tak”, og bortset fra et kvitterende ord fra mig bliver der ikke sagt andet. Sceneriet gentager sig helt tilfældigt måske et halvt dusin gange. Kun Helle Virkners replik ændredes: “Nå, er det nu Dem igen?” spurgte hun venligt og drejede sit ansigt lige nøjagtigt så meget, at vore øjne mødtes.
Min hvalpekærlighed var forvandlet til ærefrygt og på intet tidspunkt under de få og små tête-à-tête’r (hvis jeg overhovedet kan tillade mig at kalde dem det), kom nogen nærmere præsentation på tale. Jeg var lige så tæt på og fjern fra den smukke kvinde som dengang i 60’erne, selvom jeg forsigtigt støttede hendes skrøbelig arm.