Besættelse

Min mor havde to brødre, der var såkaldt frihedskæmpere under Anden Verdenskrig med tilknytning til Churchill Gruppen. De blev dømt for sabotage, men slap med nogle måneder i Nyborg Statsfængsel fordi de var mindreårige. Efter krigen fik den yngste, Henning, en god uddannelse og et mageligt job som civilingeniør. Han talte sjældent om krigen. Men onkel Vagn, der blev lærer og senere førstelærer og kirkedegn i landsbyen Gravlev i Himmerland, var tydeligt mærket af sine krigsaktiviteter og fængselsopholdet. Han var på den ene side et noget overlegent og utilnærmeligt menneske, på den anden side blød som en punkteret badebold og havde let til tårer, især når han var samlet med familien, og her er det, at min erindring kommer ind.

Selvom jeg allerede som barn forsøgte at undgå familiesammenkomster (jeg har ikke mødt fætre, kusiner, onkler og tanter siden jeg var teenager), så var der dog i mine modningsår episoder hvor jeg uforvarende løb ind i familie, og det virkede voldsomt på mig. Der skulle ikke meget til før især Vagn begyndte at tale om de fem forbandede år, henviste til de (ubehjælpsomme) erindringer, han havde skrevet og fået duplikeret i et lille oplag, ligesom man partout skulle synge nationalistiske sange fra krigen. Vagn forherligede frihedskampen og var formelig besat af besættelsen som historisk fænomen. Det skræmte mig.

I mig voksede en gedigen aversion mod det, der faktisk fandt sted kun et årti før min fødsel og som man dengang stadigt mærkede efterdønninger af – Anden Verdenskrig. I 2009 skrev jeg en klumme, hvori jeg under overskriften “Stop krigen!” harcelerede mod de mindetavler om frihedskæmpere, der – stadigt – hænger rundt om i min fødeby Aalborg. Jeg fik naturligvis en række hadefulde reaktioner, men jeg orker simpelthen ikke at høre mere om den krig; det er alt nok, at vi i dag skal leve med krige rundt om, herunder på det seneste Europa.

Jeg mødte kun få gange i mit voksenliv mine heltemodige onkler. Ud over denne erindring får de ikke ophængt epitafier i mit liv.