VIP – Johannes Kirkegaard
Kirkegaard var en dansk digter og præst, der blev født i 1920 og døde i 2000. Han var en vigtig person i mit liv og er det i min erindring. I 1972 mødte jeg hans salmetekst “Kristus er hvor ordet lyder” og 17/2-72 skrev jeg melodi til den. Jeg sendte den til digteren og han svarede med et utrolig sødt og anerkendende brev, der mundede ud i hvad han kaldte en ydmyg forespørgsel: om jeg mon ville kigge på en helt nyskreven påskesalme, betitlet “Via Dolorosa”. Jeg mere end kiggede på den – min melodi til den er dateret 12/3-72, og allerede 1/4-72, som var påskelørdag, blev den sunget første gang i DR P1’s program “Vers og Viser om Vorherre” af visesangeren Kjeld Ingrisch. Som jeg tidligere har berettet her i erindringerne, blev salmen ret udbredt, og udgivet på flere sprog. I 1977 vurderede en avis, at den måtte være trykt i nærved en million eksemplarer. Den lagde også navn til LP’en “Via Dolorosa” 1980 med nogle af mine salmer og den anvendes stadig rundt om.
Kirkegaard blev født i Brovst i Nordjylland og flyttede til København, hvor han i over 25 år var kirketjener ved den protestantiske domkirke Vor Frue. Men han var også digter, med debut i det hæderkronede “Hvedekorn” i 1954 (mit fødeår) og med bogdebut året efter med digtsamlingen “Vintermosaik”. I 1971 blev han ordineret og tiltrådte som sognepræst i Allinge på Bornholm, et embede, han bestred indtil 1978. Ved siden af skrev han digte og et par anerkendte samlinger samtaler med andre danske digtere. Da han blev præst var det naturligt at der også dukkede salmer op i hans digtning. Jeg havde den store glæde at være med “næsten fra begyndelsen”, og aldersforskellen på 34 år betød ikke rigtigt noget.
I efteråret 1972 drog jeg til Allinge og tilbragte nogle dage sammen med Johannes og fru Soffy, der hjertevarmt vartede os op medens vi i timevis talte om vort salmeskriveri, og udvekslede tekster og melodier. Rent faktisk blev en del salmer til ved klaveret i præstegården og det blev en tradition for os sådan at mødes i en slags arbejdslejr om efteråret i Allinge. Hvert år fik vore salmer “straks-opførelser” enten i Allinge Kirke eller i Sct. Nicolai i Rønne, hvor det engagerede og dynamiske præstepar Inger og H. C. Lorentzen regerede.
Men salmerne nåede hurtigt længere ud. Dels i DR P1 føromtalte magasin (som også udkom på TV), dels i en række udgivelser, både selvstændige og antologier. Bornholms Tidende og Kristeligt Dagblad publicerede vore salmer i en lind strøm. Det blev til 32 i alt, den sidste er fra 1979. Det blev også til en adventskantate (Edition Egtved 1977) og en mindre (ikke-kirkelig) sangcyklus “En ny dags lysende svar” 1979, uropført på NUT-festivalen i 1980.
Johannes Kirkegaard var et inderligt, varmt og meget følelsesfuldt menneske. Han var reflekterende, vidende, åben og rummelig. Han udviste meget stor respekt for det, jeg nu kunne, selvom jeg på mange måder var en umoden opkomling, og i et længere digt “Ode til min komponist” (med i “Lyrikårbogen 1974” udgivet af Dansk Forfatterforening) udtrykte han en næsten ekstatisk beundring for ynglingen, som stadig får mig til at rødme, når jeg tænker på det.
Sidste gang jeg mødte Johannes var i 1980, da han besøgte mig og min familie et par dage i Oxholm Gamle Smedje, hvor vi boede. Det lå nogle få kilometer fra Johs’s barndomshjem, og det var nogle meget bevægende dage for ham, men bestemt også for mig. Mit liv tog de år en ny retning, og salmeskriveriet havde ikke rigtigt plads hos mig. Det havde på ingen måde med hvad jeg betragter som en betydelig salmedigter og et overmåde dejligt menneske at gøre. Da dette erindres og skrives præcist 50 år efter vort makkerskab begyndte, kniber jeg nogle tårer og kan ikke lade være med at fundere over hvad der mon var sket, hvis vi havde fortsat vort spændende samarbejde…