Det billige skidt

Nu da efteråret stunder til må jeg nok indstille mig på flere ophold ude i naturen. Når jeg skriver ude, er det fordi det ikke er inde og slet ikke inde i mig; her er langt det meste kultur og ikke natur. Jeg er en fremmed i naturen og besøger den kun nødtvungent, men efteråret er min favorit-årstid med dens grøngyldne farver, bedøvende dufte, vigende lys og afværgende lyde. Hvortil naturligvis kommer det mytologiske: forfaldet, det uafvendelige og udsigten til naturens eget point of no return: den magtfulde vinter.

Den ekspressionistiske, næsten futuristiske digter Otto Gelsted kaldte i 1934 ironisk(?) naturen for “det billige skidt”, og det har jeg, som mange andre, taget til mig. Jeg mener, at naturen er overvurderet, unødigt romantiseret og i øvrigt udnyttet og skambidt på det groveste af mennesket, der har udviklet sig til en kulturlig og ikke naturlig skabning. 

Ligesom fiskere og landmænd kan jeg selvfølgelig ikke sige mig fri for afhængigheden af naturlige forhold. Jeg hader kulde, sne og blæst, hedebølge og stormflod. Den slags forhindrer og forsinker, giver anledning til andre store ærgrelser og volder død og ødelæggelse.

Til gengæld er jeg imponeret over naturen, igen i mytologisk forstand. Jeg er kristen og tror på et guddommeligt skaberværk, som jo nok har taget mere end seks dage, men som udmærker sig ved at være blevet til uden menneskelig snilde og snuhed. Jeg vil bare helst – som med meget andet i livet – opleve naturen per substitution, f.eks. via naturfilm, som jeg er en flittig seer til. Her kan jeg opleve naturens storhed og mærkværdige udviklinger, som jeg aldrig vil forstå, og forsigtigt erindre min farmors nænsomme afvaskning af vindueskarmens støvede potteplanteblade, som jeg heller aldrig forstod.

Jeg er en dygtig vandrer, men mest i hvad man paradoksalt kan kalde kulturlandskaber som kirkegårde, øde nattebyer, gyder og torve. Jeg går ikke af vejen, så at sige, for at tage kilometerlange morgenture på landeveje, som jo ligger på landet, men trods alt er en slags kultur, bare jeg kan se en bus køre forbi med jævne mellemrum. Det gør mig tryg i modsætning til skoven, der gør mig bange og afmægtig. Det kan være skræmmende at møde noget, der er større end en selv.

Jeg er dog en stor fortaler for ethvert tiltag, der kan beskytte og bevare naturen. Ikke i et grisk behov for menneskehedens overlevelse, men i omsorg og respekt for skaberværket og ikke mindst det at se mennesket som et mindre element i en meget stor sammenhæng. Alt sammen fordi jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at Jorden sagtens kan klare sig uden mig, men at jeg, trods alt, ikke overlever uden naturen, det billige skidt…