Oskar

Han hed Oskar. Nej, han hed Bent Kristiansen. Vi skriver 1962, han var midt i 20’erne, nyuddannet lærer og min klasselærer på Danmarksgades Skole i Aalborg. Når jeg skriver “midt i 20’erne” betyder det, at han vel var 25 år, men det kunne også betyde, at han levede i 1920’erne. Han gik i noget, der lignede konfirmationstøj, med vest og slips, urkæde med et morfar-ur for enden, tilbageredt frisure med alt for meget pomade, og fra ham strømmede en ram lugt af dårlig hygiejne. Dertil sygekassebriller med så stor styrke, at han holdt bøgerne helt op til næsen, når han skulle læse. 

Den eneste bog, han ikke behøvede læse, var DSBs meget tykke køreplan, for den kunne han udenad. Oskar boede i Grejs ved Vejle og tog tog frem og tilbage hver dag mandag til lørdag indtil han på et tidspunkt fik et lille værelse vis-a-vis banegården naturligvis. Han blev døbt Oskar af eleverne, for det lød tilpas tåbeligt og Bent Kristiansen var det første mobbeoffer jeg mødte i mit liv lang tid før ordet blev kendt. Han blev forfulgt nådesløst i og uden for timerne af skolens mest hårdkogte knægte og de var slemme. Efter et par måneder som obligatorisk gårdvagt måtte inspektøren tage ham af vagtskemaet for han blev overdænget med æbleskrog og ukvemsord og kunne ikke se mange centimeter for sig. 

Jeg deltog ikke i forfølgelsen og det skriver jeg ikke for at helgengøre mig selv, men fordi sådan gjorde man ikke i den familie, jeg kom fra, tværtimod stillede man sig automatisk på offerets side, hvad jeg ikke rigtigt kunne som otteårig. Men min mor fornemmede staklens problemer og undertiden når jeg kom hjem sad Hr. Kristiansen som jeg kaldte ham og drak kaffe hjemme i stuen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig i den situation, men jeg fik senere at vide, at Kristiansen betragtede mig som en slags yndlingselev og det var jo godt nok.

Når jeg erindrer det, er det fordi hændelsen vaccinerede mig mod øgenavne. Jeg har altid hadet den slags og nægter stadig at bruge dem. Det er sjældent positive prædikater, der hæftes på folk og krysteragtigt bruger man sjældent øgenavnet, når offeret er til stede. Dertil kommer, at øgenavne (som mange bandeord) er uæstetiske og dumme og tilhører en almuekultur, jeg ikke ønsker at pleje omgang med.

Da jeg var omkring 17 år og Hr. Kristiansen for længst var glemt i mit sind var jeg på udflugt med mine forældre og min søster til Jellingestenen. Stærkt forbavset blev jeg, da min gamle klasselærer (på mine forældres initiativ) mødte os og fortalte danmarkshistorie med en detaljerigdom som var det DSB’s køreplan. Derefter blev vi budt på kaffe i et lille hus midt i Grejs, hvor Kristiansen boede sammen med sin mor. Efter et større nervesammenbrud havde han forladt lærergerningen og jeg hørte flere år senere, at han efter moderens død levede som en lidt sølle særling i den lille by. 

Jeg husker ham som et i bund og grund godt menneske, som ikke gjorde nogen noget. Han var bare “anderledes” og lignede en rigtig Oskar. Men han lærte mig meget andet, end at der kørte tog fra Grejsdal Station kl. 4.45 om morgenen.