Du er aldeles fantastisk
I sidste kapitel af erindringerne – VIP Johannes Kirkegaard – nævnede sporadisk en ode, Kirkegaard skrev til mig og som blev trykt i Dansk Forfatterforenings “Lyrikårbogen 1974”. Jeg mindes ikke at have set digtet siden det blev skrevet for 48 år siden, bl.a. fordi jeg ikke selv har bogen. En venlig læser af erindringerne har resolut sendt mig en udskrift, så jeg kan bringe Kirkegaards ord om den
dengang 20 årige komponist.
Hvad skal man mene om det? Som jeg skrev tidligere kan det virke næsten ekstatisk og det er ikke uden en vis blusel at jeg bringer digtet. Alligevel må jeg skrive (selvforherligende i digtets ånd), at flere af de karakteristika, digteren hæfter på mig, er genkendelige i næsten skræmmende målestok. Nu skal man ikke (i hvert fald offentligt) dyrke psykologisk arkæologi på sig selv, men genlæsning af de mange floromvundne ord har ramt mig dybt i sindet. Her er:
ODE TIL MIN KOMPONIST
– evan-th. vestergaard –
Ja, du er aldeles fantastisk!
Jeg må sige det lige ud,
ganske enkelt: fordi noget andet
aldrig kunne falde mig ind!
Midt i en forvirret tid
står du med begge fødder sikkert
på din blæstomsuste platform
et sted i Limfjordsbyen
og griner af de tåber,
der hverken ved ud eller ind.
Eller tager jeg fejl? –
Måske har du i virkeligheden
den største medlidenhed med dem.
Men at du kender dit eget værd,
kan dog aldrig betyde,
– som nogle vil mene om dig –
at du nærmest er ufolkelig.
Hvilken uforstand og løse påstande!
Som om du absolut skulle vær
både utilgængelig og umenneskelig.
Din oprigtighed er jo åbenbar.
Dine motiver er ublandede, rene.
Du er så velsignet fri
for bedreviden og dulgt foragt for,
hvad enhver i sin uvidenhed
søger at fylde på sine medkristne.
Du ved, hvad du vil og handler
– under nødvendighedens strenge lov –
til hver en tid derefter.
Jeg fyldes af en stigende undren
hver gang din genialske musik løfter,
bærer og gennemlyser ordene,
som strofisk nedfældet
på det hvide papir af den, jeg er.
Jeg, som ikke har det fjerneste
kendskab til noder og alle
dertil hørende mystificerende tegn.
Jeg kan ikke komme fra,
at jeg får et nyt livsbekræftende
forhold til min egen tilværelse,
når min musikalske kone
sætter sig hen til klaveret
(midt i rengøringen)
og lader dine aldrig før hørte
melodier lyse op i stuen.
Solen sender sine middagsstråler
med anderledes styrke
hen over billedet af Allinge kirke,
der hænger i havestuen.
Vi kan allerede høre orglet
derinde, hvor Hammer står klar
til at foredrage vort sidste opus
for den levende Guds menighed.
Mærkelige ting er sket.
Folk har sagt, når de har hørt
eller sunget med på en af vore nye
fælles salmer: hvem skulle
have troet, at dette var muligt,
midt i vores golde ørken-tid?
Så er der alligevel mening
i denne besynderlige tilværelse!
Jeg nødes til at gentage mig selv:
Du er aldeles fantastisk.
Hvor du får det fra,
er din egen dybe hemmelighed,
som heller ikke jeg nogensinde skal
forsøge at fravriste dig.
Jeg har mere end glæde nok,
når dit tonesprog rammer hjertet.
Tak fordi du ikke giver ved dørene
og ingen undskyldning giver
for dit ærinde i livet.
Snart skal vi mødes igen i dette:
Syng Herren en ny sang!
Johannes Kirkegaard
(Fra “Lyrikårbogen 1974”, Dansk Forfatterforening. Gengives med tilladelse af forfatterens efterladte).