Metabolisme i udu

Min mentale metabolisme fungerer ikke. Jeg er et energisk menneske, som spiser mange gange om dagen; min krop forbrænder effektivt og hurtigt, så den kalder på mange små måltider, snarere end tre store. Sådan har det altid været – det er OK. Men hvad der ikke er i orden, er det jeg vil kalde min mentale metabolisme. 

I og for sig har også den altid været effektiv og til at leve med. Jeg får en enorm mængde oplevelser ind i alle mine vågne timer og jeg har det meste af mit liv været god til at “bearbejde” dem: sortere, kassere, arkivere, ofte naturligvis bruge dem i min åndelige og æstetiske dannelse, herunder at formidle mine indtryk til andre, hvilket har været min levevej både mentalt og materialistisk i 50 af de 68 år, jeg indtil nu har levet. Igen: sådan har det altid været – det er OK.

Nej, ikke mere. Jeg går – nej kravler – til de samme mængder koncerter, udstillinger, forestillinger og den slags som hidtil, men det er blevet svært at tage indtrykkene ind og omforme dem til udtryk. Min forbrændingsmotor er i udu og det skræmmer mig voldsomt. For nogle år siden regnede jeg for sjovs skyld ud, at jeg havde været til 1,8 oplevelser dagligt på et år. Altså: dag ud og dag ind havde jeg været til ca. to kunstneriske arrangementer, og det kræver sin mand, hvis man samtidigt har stor oplevelses intensitet og måske bagefter skal formidle sin oplevelse.

Jeg har tænkt på, om det er det såkaldte Stendhal-syndrom, der hjemsøger mig. Som mange vil vide, var det den franske forfatter Marie-Henri Beyle, der i sin bog “Rom, Neapel og Firenze” fra 1817 beskrev, hvordan man kan blive psykisk og fysisk syg af et uophørligt bombardement af kunst, der helt konkret kan tage pusten fra én. 40-50 år senere blev det anerkendt som diagnose og i dag anvender man også begrebet hyperkulturemia om fænomenet.

Det er ikke nyt for mig, at jeg ikke kan leve uden kunst, men jeg har aldrig før haft så svært ved at leve med kunst. Der må findes en kur…