Beundring for tårne
Jeg har noget med tårne. På den ene side er det jo nogle herlige konstruktioner, på den anden side kan de godt virke skræmmende både i størrelse og formål. Værst er historien om Babelstårnet, hvis formål var at komme nærmere Gud sådan rent fysisk. Det lykkedes jo ikke – ved den lejlighed opfandt Gud sprogene og pludseligt kunne arkitekter, ingeniører og arbejdere ikke kommunikere og så var dét bal forbi.
Men kirketårne er nogle herlig ting. De er vel skabt som en slags markører, et simpelt tegn på, at her kan man finde en kirke, og selvom mange kirker fra byggeboomet i middelalderen blev opført på høje lokaliteter fik de senere tilføjet tårne, så de kunne ses på længere afstand. Og – ikke mindst: så man havde et sted til klokkerne, hvis mening er at kalde til samling (eller slå alarm). Også her er der en biting, for mon Vorherre overhovedet er begejstret for at mennesker på den måde forsøger at overgå hinanden og evt. ham selv? I et af mine digte står: ”Dette var mit bud, hvis jeg var Gud: byg ikke kirker med spir ind i min himmel, for spir svir”. Jeg tager forbehold for min egen ophavsret til det dristige rim, men godt er det, synes jeg.
Der findes jo også Radio/TV-tårne og dem er jeg vildt glad for. Jeg færdes meget i Tyskland, og der har man været dygtige til at bygge, desværre lidt for stereotype, tårne. Deres formål er at distribuere lyde og billeder; at modtage dem fra radio- og tv-producenter og viderestille dem som bølger til hvem der måtte være interesseret. Da det var min metiér i flere årtier at producere radio og en smule TV, var disse tårne næsten hellige for mig, og jeg har besteget adskillige af dem selvom jeg egentlig ikke havde noget at gøre der. Nu om dage har satellitter og andre distributionsformer taget over, men alligevel knejser TV/R-tårnene stolt i landskabet.
Ligesom kirker minder de om fyrtårne, som også har min store beundring og interesse. Deres formål er mere fatalt. De er guider for skibe, herunder dem, der er kommet i havsnød. Fyrtårne har reddet millioner af menneskeliv og selvom også de er på retur, bevarer man dem mange steder. Fyrtårne har det særlige, også fascinerende, over sig, at de står på øde holme og øer, ofte sammen med en bolig til fyrmesteren som må have et af verdens mest ensomme jobs. Også mange fyrtårne har jeg besøgt og oplevet det selvmodsigende i at lamperne med den store effekt er afhængige af spejle, der holdes blanke til mindste detalje.
Jeg har tidligere berettet her i erindringerne om, at jeg er blevet overfaldet af højdeskræk de seneste år. Det har naturligvis negativ indflydelse på min trang til at bestige de menneskeskabte bjerge, som tårne er. Men jeg kan endnu skue dem fra landjorden – og det er netop det, de alle er der for.