Læsø i Venedig og et digt om forfald

Jeg var nyligt i Venedig i embeds medfør nogle dage. Jeg var særligt inviteret og mine værter har ikke blot god smag, men er også ret generøse, så jeg var indlogeret på det fornemme Hotel Bauer.

Luksuriøs indkvartering er ikke nogen nødvendighed for at jeg føler mig hjemme og har det godt, slet ikke i Venedig, som jeg har besøgt mange gange, og som jeg, på trods af vrimlen af turister, holder utroligt meget af. Jeg har derfor kun ringe forståelse for min ellers berejste datter, der efter et par besøg i Venedig ikke gider komme der mere fordi ”der lugter af død”. Og dog.

På en måde har Nathalie ret. Døden er en slags vilkår i Venedig, mere end så mange andre steder.

Derfor holder jeg kun sjældent til mere end 4-5 dage i byen. I min samling ”Hvis Alt Kommer Til Alt” har jeg et digt om det – oven i købet med rim og vers – og det genudsender jeg lige.

Men før det skal lige refereres en oplevelse af de sjove, som er en del år gammel. Jeg sad på en fortovsrestaurant i Venedig og ved nabobordet sad et par, ledsaget af en hund. Køkkenet havde bibragt kræet en vandskål, som hunden slubrede så ukultiveret af, at mine øjne faldt på sceneriet. Vandskålen var en grim plasticbøtte hvorpå der stod ”Rejer fra Læsø”. Så var idyllen pist væk.

Men her altså digtet om den smukke renæssanceby, der – muligvis – lugter af død.

DØDEN OG VENEDIG

Så vandrer jeg rundt i muséet – det store forfald.

Hvert bølgeskvulp stjæler et sandskorn fra husenes skal.

Jeg spør ikke om, men hvornår byens død holder op.

Hvornår Intetheden gør krav på dens sjæl og krop.

Facader er masker på boliger uden liv.

Og skodder fornægter den sol, der byder os “bliv!”

Så går jeg mod døden ad mørke og blinde gyder

hvis tavshed forkynder forfald fra moral og dyder.

Hvorfor dækker maskerne ikke dé øjne,

der tegner vort sind og vor krop – uden dem er vi nøgne?!