Da bilen blev borte
I begyndelsen af 80’erne, da jeg en uge om måneden, ved siden af mit DR-arbejde, drog rundt i Tyskland og lavede kulturreportage for den tyske station Deutschlandsfunk, tog jeg undertiden mine forældre med. De var ikke berejste; et par gange om året tog man over grænsen til Flensborg eller færgen til Göteborg – mere blev det ikke til. Det forsøgte jeg at rette op på, nu da de havde rundet 60 og det var som regel en stor succes.
Især Hamburg var de glade for at besøge 3-4 dage og især når de blev indlogeret på det lettere fascionable Europäischer Hof over for Hauptbahnhof. De var ikke fordringsfulde, men kunne sidde i timevis i Wandelhalle for simpelthen blot at observere andre rejsende og formodentligt få en god snak om dem. Min far var noget fordomsfuld, min mor meget imødekommende, og hun gik ikke af vejen for at lufte sit beskedne tysk fra skoletiden i 30’erne. Jeg fik prædikatet ”en god søn” for disse heltegerninger som det faktisk var, for jeg er ikke et udpræget familiemenneske og jeg nød normalt den tykke tobaksrøg og højtspillende radio i Citroën’en i alenehed.
Engang drog vi så langt som til Strasbourg sammen og boede i en uge i én af DR’s ferielejligheder. Jeg kendte byen i forvejen, men for de gamle var det en tand mere eksotisk når vi tog en udflugt til Colmar eller op i Vogeserne. Dagturene hørte dog op da jeg en morgen kom ned i sidegaden og fandt min prangende Citroën Pallas aldeles borte.
Jeg henvendte mig til politiet for at anmelde sagen og her kunne man fortælle, at der var en del biltyverier i området bl.a. fordi forbryderne hurtigt kunne smutte over grænsen og som regel lukt igennem Tyskland ind i Østeuropa med bilerne. Dog havde de en høj opklaringsprocent fordi man samarbejdede med det effektive tyske politi, så bilen blev efterlyst og betjenten sagde ”lad os se om et par dage”.
Der gik kun ét døgn så lå der en seddel på vores ferieadresse med anmodning om at henvende mig. Bilen var fundet – i en anden sidegade end den, jeg havde ledt i og der var ingen tegn på tyveri. Kort sagt: jeg havde taget fejl. Brødebetynget henvendte jeg mig til politiet og tilstod. ”De er jo komponist, hvordan lyder Deres musik?” spurgte betjenten. Et par timer efter mødte jeg op med et kassettebånd og vi tog pænt farvel idet han pointerede at vi kunne risikere at blive stoppet af politiet. Det skete nu ikke, men en måneds tid efter fik jeg tilsendt mit kassettebånd med et venligt ”Tak for lytningen – Deres musik er fin, især det med strygerne”. Jeg sendte straks et par kassettebånd til pb Duval eller hvad han hed. Sådan en chance skal man ikke lade gå fra sig.