Mit liv med kunst 2

Jeg vil lave verden om. Kunst kan hjælpe til. Man kan lukke øjnene men ikke ørene. Disse tre meget ungdommelige og lidt naive udsagn var udgangspunktet – mere eller mindre bevidst – da jeg som 14-15 årig valgte lydkunst, musik, som min metiér. Ikke nok med det: jeg ville både skabe og udføre musik. Så som 16-årig, i 1970, indledte jeg et uddannelsesforløb, der kom til at vare hele otte år og som indebar meget andet end de ugentlige timer på musikkonservatoriet.

Jeg tog straks hul på både det skabende og det udøvende. Jeg havde skrevet musik – rigtigt meget – i flere år; nu kaldte jeg disse værker ”Opera Præmatura”, brændte en del og samlede resten i nogle mapper, som jeg gemte bort. Og så gik jeg i gang med at komponere på mere sikker baggrund. Samtidigt blev jeg organist i en lille kirke på landet, så jeg kunne prøve tingene af, for det var mest kirkemusik og så en del sange og kammermusik. Især mine mange nye salmer blev sunget rundt om, men den øvrige musik nåede også ud bl.a. via mine medstuderende. I midten af 70’erne begyndte jeg som free lance i Danmarks Radio, hvor funktionen var at formidle musik, min egen naturligvis bandlyst i den forbindelse.

Omkring 1980 døde min komponéren ud og jeg sagde mit organistjob op da jeg indså at jeg aldrig ville blive nogen ”stor” organist og næppe heller nogen betydelig komponist. Jeg kom på fuld tid i DR i 1978 og blev samtidigt musikanmelder, som indebar at jeg skulle forholde mig kritisk til andre komponisters og musikeres gøren og laden.

I 1993 blev jeg redaktør for ny musik DR og skulle altså prioritere andres musik, i hvert fald for det store radiopublikum. Jeg brugte to år på systematisk at lytte de seneste 30 års danske musik igennem for at kvalificere grundlaget at passe mit job på. Det betød, ud over selve indsigten, at jeg i mit stille sind tænkte, at jeg måske nok kunne have været med som komponist inden for min niche, hvis jeg havde fortsat, men det er en anden historie.

Hvad er det kunst kan? Netop bevæge, ikke blot stemningsmæssigt, men i enhver forstand: pege på nye muligheder, åbne nye verdener, flytte mennesket mentalt og åndeligt, forandre og forbedre, forskønne og berige livet – faktisk lige som erotik og religion. Man er aldrig helt den samme efter en god kunstoplevelse, en god messe eller et smukt erotisk samvær.

Det kan musik efter min mening kun hvis den taler ind i sin samtid. Derfor bliver klaverkoncerter af Mozart og strygekvartetter af Haydn ”historisk” kunst, som måske kan opfylde andre, mere kontemplative formål. Også det har jeg skrevet en del om gennem årene. Og så skal ikke glemmes de åbne øren, disse herlige kanaler ind til sindet, som gør lydkunst insisterende og uomgængelig. Alt dette gør musikken stærkest når den allierer sig med ordet og dramaet – som i sangen eller operaen.

Men hvordan gik det med mit ædle formål at forandre verden? Digtet ”Jeg vil lave verden om” fra samlingen ”Hvis Alt Kommer Til Alt” fra 2015 siger egentlig det hele:

Jeg vil lave verden om

sagde jeg som ni-årig

Hvad vil du bruge dit liv til

spurgte de da jeg var 19.

Jeg vil lavede verden om

svarede jeg da jeg var 19.

Jeg vil lave verden om

svarede jeg da jeg var 29.

Og 39. 49. 59.

Nu må jeg hellere tage mig sammen

og få det gjort.