Mit liv med kunst 3

Som det noget af det første i første klasse opdagede jeg ordenes magi. I forhold til talrækkens 10 numre er alfabetets 28 bogstaver jo langt mere tiltrækkende, så jeg blev hurtigt et ord- snarere end et tal-menneske. Imponeretheden og glæden ved sproget har holdt ved – tal keder mig stadig.

Mon ikke jeg i forvejen kunne læse og skrive en smule? I hvert fald kom jeg hurtigt i gang med at skrive små tekster og digte, og jeg debuterede allerede som 10-årig med et lille digt i ugebladet Familie-Journalen. Jeg har det desværre – eller heldigvis – ikke mere, men et lille notat, min mor skrev om det.

Fra jeg var 13-14 år tog det fart. Det fantastiske år 1968 blev afsæt til min første kronik, mit første ”engagement” med Aalborg Stiftstidende, og den første digtsamling, der dog først udkom i 1971. ”Efterklange” hed den, og som en anmelder skrev: ”Den klinger af alle mulige andre, end Vestergaard”. Det var sandt – jeg var begejstret for rebellen Klaus Rifbjerg, konstruktivisten Vagn Steen, romantikeren Grethe Risbjerg Thomsen og mange andre, og det kan ses på de første digte. Gennem tiden er det blevet til næsten tyve samlinger, i øjeblikket skriver jeg på ”Sidste Digte”, en titel, mine børn ikke bryder sig om…

Digtene har været de eneste skønlitterære udgydelser, bortset fra de erindringer, der skrives her og som biblioteksteknisk karakteriseres som et litterært værk. Men jeg er forfatter med ”f” ikke med ”F” og store værker som romaner og den slags har jeg hverken talent eller tålmodighed til.

Til gengæld har jeg bidraget til en del fagbøger, især om musik ligesom, journalistik og avisskrivning har fyldt meget – det er blevet til ca. 4.000 artikler af blandet beskaffenhed. Hertil ca. 140 egne bøger eller bidrag til andres. Vel at mærke ved siden af faste jobs inden for musik og kunst- og kulturprojekter. Herunder koncipering og realisering af ORDKRAFT Festivalen i Aalborg, som er ét af mine hjertebørn. Den er født som en bred ord- og sprogfestival, men har naturligvis ordenes kunst, litteratur, som et vigtigt omdrejningspunkt. En kunstart jeg har den dybeste respekt for og anser for at være den måske vigtigste af dem alle, min kære musik inklusive.

Jeg tror ikke, der findes en menneskelig syssel, der har ændret verden og livet så meget, som litteratur, idet jeg dog undtager religion, troen. Det hænger nok sammen med, at alle (eller de fleste) mennesker har et sprog. De kan læse og de kan skrive. Sproget er et kommunikationsmiddel, ja ja, men for mig er sprog også arkitektur, billeder, musik, kropslighed og sanselighed. Selv når jeg skriver en kort erindringstekst, som denne, kan jeg ikke lade være med at tænke alle disse ingredienser og virkemidler ind.

I min voksne tilværelse har jeg desværre ikke læst så meget litteratur som i barn- og ungdommen. Det er afgjort et savn og jeg har gjort adskillige forsøg på at genoptage min læsning. Jeg ved ikke hvorfor jeg finder det svært, måske handler det om en frygt for at blive så fascineret af ordenes kunst, at jeg løber ind i endnu en fortrydelse i mit liv: at jeg – trods alt – ikke gjorde mere ud af de der 28 bogstaver, som udgør alfabetet, og som bliver til ord, som bliver til sprog, som kan blive til kunst – og genuin menneskelighed.