Mit liv med kunst 4

I mit barndomshjem var der malerier over alt, ophængte i en meget lang strop. Det var alle originaler, men på ingen måde stor kunst; landskaber mest, men ét billede skilte sig ud, malet af familiens husven, Hans Jørgen Korn, der boede nogle minutters gang fra os på Boulevarden i Aalborg og som mest var grafiker og tegner.

Korn var hvad man kaldte en original, ”fransk” i tøj og omgangsform. Hans malerier var halv-abstrakte og havde ofte religiøse motiver. Det, Korn havde foræret os (sandsynligvis mod nogle måltider mad), hed ”Adam, hvor er du?” og forestillede en velvoksen Vorherre, der efterlyser en skyldbetynget Adam, som nederst i billedet gemmer sig bag en busk. Jeg ved ikke, hvad der blev af maleriet, men det var mit første møde med billedkunst og dermed begyndelsen på en livslang beundring og afhængighed af den kunstart, der først rammer øjet og derefter kanaliseres ind i sind og hjerne.

Det er nok den kunstart, jeg dyrker mest, men jeg har mine egne ritualer omkring den. F. eks. går jeg sjældent til ferniseringer, hvor folks pause-palanka-palaver ofte skygger for kunsten. Min første tur gennem en udstilling er altid en slags skimning af værkerne. Hvis de vækker interesse vender jeg tilbage for større fordybelse og slutter så med måske at studere skiltene om ophavsmand, materialer, årstal m. v. Jeg synes, at kunstbøger og kilotunge kataloger er en unødvendig og bleg afglans af selve kunsten (selvom jeg dog har bidraget med en del af den slags).

Faktisk tror jeg, at jeg er farveblind. Det er vist aldrig blevet tjekket eller diagnosticeret, men der findes farver, jeg har svært ved at skelne fra hinanden. Det gør mig naturligvis ikke blind for kunsten selv, hvor jeg i øvrigt foretrækker malerier frem for skulpturer. Og så har jeg samme krav til billedkunst, som al anden: den skal tale ind i sin samtid og ikke blot have en kontemplativ funktion. Jeg kan naturligvis godt på et teknisk plan imponeres af Rembrandt eller Leonardo, men det er min egen tids kunst, der drager og flytter.

I øvrigt har det altid undret mig, at ordet ”kunst” næsten automatisk dækker over billedkunst. Jeg kender den historiske kontekst for denne besynderlighed, men som det fremgår af denne lille artikelserie er kunst jo så meget andet. Men er arkitektur kunst?

Pudsigt nok har jeg det meste af livet ikke betragtet arkitektur som kunst. Det på trods af, at jeg i min barndom drømte om at blive arkitekt og producerede bunker af tegninger af (allerede eksisterende) ny arkitektur, jeg havde set i TV eller virkeligheden. Måske er det min lidt restriktive definition af kunst, der spillede ind, måske var 70’ernes og 80’ernes arkitektur simpelthen for kedelig for mig. I hvert fald betragter jeg i dag den arkitektur, der hæver sig over stereotype boligkvarterer, for kunst. Jeg beundrer nutidige arkitekter som Frank O. Gehry, Jean Nouvel, Bjarke Ingels, Hans Hollein m. fl. Nouvel og Hollein har jeg mødt og haft åndrige samtaler med, andre nøjes jeg med at opleve gennem deres bygninger.

Det specielle ved arkitektur er jo at den er uomgængelig. Man behøver ikke opsøge den, for den trænger sig på i hverdagen og det med en monumental effekt, som næsten ikke kan undgå at manifestere sig i hukommelsen og sindet. Det gør også arkitektur til noget af den mest forkætrede kunst, som har den særlige effekt, at den ofte opnår accept og beundring efter højtråbende protester. Arkitektur har som regel også lang levetid – det sker sjældent at en bygning bliver destrueret eller arkiveret.

Og da dette er kommet til at handle om kunst i byens rum, så skal slutteligt nævnes, at jeg er svært interesseret i graffiti og anden urban art. I gamle dage opsøgte kunsten jo mennesket der hvor det var: på torvet, i kirken osv. Det er mindre end 200 år siden traditionen med kunstmuseer opstod – helligdomme, hvor mennesket skal opsøge kunsten. Også det har jeg mange meninger om og dem kommer jeg nok omkring en anden gang her i erindringerne.