Mit liv med kunst 5

Al kunst begynder med kroppen. Men der findes kunstarter, der i højere grad bruger kroppen, end andre. Al kunst er kropslig al den stund, at den alene når sindet gennem et sanseorgan. Men der er kunstarter og kunstneriske fænomener, der i særlig grad gør krav på og brug af kroppen. Først og fremmest det sceniske drama: opera, teater, ballet.

Operaen kom tidligt ind i mit liv som en del af min uddannelse. En af mine bedste lærere, Peter Wang, var operaspecialist og det smittede af på det musikhistoriske pensum. Det var især Wagner, som jeg efter at have gennemtrawlet (herunder senere i livet mødt bl.a. i Bayreuth) havde blandede følelser for. Woody Allan skal have sagt: ”Når jeg hører Wagner får jeg lyst til at invadere Polen”. Så slemt var det nu ikke med mig, men Wagners undertiden meget bastante tonesprog, hans vidtløftige idéer og hele hans mytiske verden forekom mig en smule altmodisch. Til gengæld beundrer jeg hans tanke om Gesamtkunstwerk’et og den overbevisende måde, han realiserede det på, men operagenren blev mere eller mindre lagt på hylden for mig.

Dog: i midten af 90’erne voksede min interesse igen, oven i købet på grund af en udvikling af den gamle genre hos en generation af danske komponister. Og det på baggrund af noget lige så usædvanligt: en stor statslig pose penge til udvikling af dansk musikdramatik og en ny institution til realisering af det: Den Anden Opera i Kronprinsensgade i København. Her tog et dusin komponister livtag med musikdramatik fra 1994 og femten år frem og det faldt sammen med at jeg havde fået ansvaret for ny musik i Danmarks Radio. Jeg meldte mig på DR’s vegne resolut ind i det nyt tiltag og bidrog med ressourcer til produktion af en lang række nye operaer til radio og CD; når tiden var til det med mig selv som producer. Det blev til flotte produktioner med komponister som John Frandsen, Andy Pape, Lars Klit, Pierre Dørge, Mogens Christensen m.fl. og det fantastiske niveau, både i skabelsen og realiseringen (ved DAO’s leder Jesper Lützhøft) gav min operainteresse en saltvandsindsprøjtning, som stadig pumper i blodet.

Til gengæld lader min interesse for teateret en del tilbage at ønske. Barndommen bød på en årlig juleforestilling i Aalborg Teater, men jeg frekventerede også nogle interessante repertoirer hos direktører som Poul Petersen, Ebbe Langberg og Leon Feder. Da det alternative Jomfru Ane Teatret opstod i 1968 blev jeg også stamkunde dér og var en tid involveret i beskedent omfang i nogle forestillinger. Jeg har naturligvis også oplevet teater andre steder i ind- og udland, men selve genren har aldrig overbevist mig. Jeg kan kun angive grunden helt banalt som: jeg synes, teater generelt er for teatralsk. Uanset hvor meget en forestilling taler ind i samtiden virker hele dette setup med folk, der agerer og taler fra en scene og ned til publikum kunstigt, og jeg kan ikke undgå hele tiden at se en Shakespeare-spiller med et kranium i hånden forkynde ”To be or not to be”. Jeg ved, det er forkert, at jeg generaliserer og at jeg ikke har fulgt med tiden. Jeg beklager, men sådan er det.

Det kunne være det samme med ballet. Jeg har fået min ration søvndyssende Bournonville og såmænd også Balanchine og det legendariske ballet russe-repertoire, men uden nogen positiv effekt. Imidlertid oplevede jeg i midten af 70’erne forestillingen ”This That and The Other” i Paris og da var jeg fuldstændig overgivet til hvad der som en meget generel betegnelse kaldes modern dance. Koreografen var Carolyn Carlson og jeg lærte hende siden at kende privat. Carlson (snart 70) har arbejdet mest i Frankrig og er ikke blot koreograf og danser, men også en glimrende teoretiker og poet, der i øvrigt foretrækker at kalde sin kropskunst for ”visuel poesi”. Jeg følger hende stadig og hendes værker gør altid dybt indtryk på mig. Det samme gælder i øvrigt Alvin Aileys univers, som jeg mest kender fra mange års gæsteoptræden i Tivolis Koncertsal. Ud over, at jeg havde en kort affære med én af hans dansere er det hans meget spirituelle og poetiske stil, der gør indtryk. Også John Neumeier er jeg fan af.

Hvad er der med det der kropslige og mig? Jeg forstår det vist ikke for jeg oplever ikke mig selv som særligt kropslig. Måske er det min beundring for det, der kan siges at være det synlige udtryk for Vorherres eget Gesamtkunstwerk – mennesket. Når krop, sanser og sind mødes kan der opstå utrolig stor skønhed, og tilføres der intellekt, empati og visdom kan det blive til kunst. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden – og kunst begynder altid med kroppen.