Biblioteker

Under et nyligt besøg i Venedig tilbragte jeg nogle timer i Biblioteca Marciana – et af byens over 30 små og især store biblioteker. Marciana åbnede i år 1462 og har én af verdens betydeligste samlinger af klassiske tekster. For 20 år siden havde jeg den glæde at deltage i indvielsen af Bibliotheca Alexandrina i Egypten, et moderne bibliotek, der erstatter oldtidens bibliotek samme sted, grundlagt år 280 f. Kr. Det blev ødelagt eller brændte 230 år efter og kun en del af bibliotekets over 500.000 manuskripter af de største græske antikke forfattere overlevede.

Mellem de to biblioteksbesøg har der været snesevis af dem – og hundredevis af dem i hele mit liv. Hvis man kan elske noget og ikke blot nogen, er biblioteker noget af det, jeg elsker. Uanset hvor jeg er, går jeg på bibliotek – lige som i kirke, på kunstmuseum og andre åndrige steder. Jeg kan spise mig mæt på gode restauranter, men viden og sanselighed i store, koncentrerede mængder, er lige så vigtig som maden jeg spiser og luften jeg indånder. Mit videbegær er umætteligt og min erfaring er, at man ikke ved, hvad man leder efter før man har fundet det.

Det er derfor først og fremmest bibliotekets indhold, den enorme sum af viden, tanker og kunst, der tiltrækker mig. Jeg kan gå efter noget konkret eller jeg kan række ud efter en tilfældig bog eller genstand, der kan gøre mig klogere på det ene eller det andet. Undertiden viden, jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til før behovet for den pludselig dukker op og jeg må hente den frem fra det indre arkiv, måske mange år efter. 

Derfor er bibliotekets dagsorden med at ordne og sortere vigtig for mig. Tidligere var det det såkaldte decimalklassesystem, jeg kunne lede og orientere mig i, i dag er det naturligvis digitalt og det gør mulighederne endnu bedre og større. Denne nødvendige trafik med orden tager jeg med mig, for det er også nødvendigt at sortere og ordne den viden, jeg hele tiden henter ind. Jeg føler altid, at min hjerne kommer på overarbejde når jeg forlader biblioteket.

Så er der måden, jeg indtager visdommen på. Jeg vælger sjældent at låne bøger og andet materiale med, måske fordi læsesalen virker som en magnet på mig. Jeg skal finde en plads helt for mig selv og gerne med afstand til andre for at fordybe mig i hvad jeg har fundet på hylderne, evt. tage notater eller stjæle mig til at scanne tekster, jeg lige så nødvendigt må have med mig når jeg går.

I snæver sammenhæng med læsesalen er den sanselige oplevelse ved biblioteket. Stilheden især, men også en særegen lugt, synet af de endeløse rækker af bøger, pulte, og andre videbegærlige brugere. Der er de fleste steder i både konkret og mytologisk forstand højt til loftet, god plads og samtidigt en fortættet stemning, som ikke findes andre steder. Som om millioner af hjerner samtidigt sitrer i takt og utakt. 

Og endelig virker bibliotekets tilgængelighed tiltrækkende. Biblioteket er for alle og altså demokratisk i sin natur. Selv lukkede afdelinger og klausulerede samlinger administreres ofte af mennesker, der gerne åbner magasiner og depoter for den nysgerrige. Det lyder idealistisk og det er det, og apropos bibliotekarer, så kender jeg ikke ret mange faggrupper, der er så dedikerede, engagerede og hjælpsomme som den slags. 

Kort sagt: hvis man kan elske noget og ikke blot nogen, elsker jeg biblioteker.