Med blyant og blæk

Jeg tager sjældent noter ved de mange møder, jeg deltager i – jeg bruger hellere energien på at være til stede i nuet og har gjort det til en vane efter mødet at bruge tid på at notere det nødvendige. Men når jeg gør, vækker det ofte opmærksomhed, at jeg tager en blyant frem fra arbejdstasken og undervejs også en blyantspidser. I forhold til at kuglepennen for længst har rundet sine 100 år og moderne digitale løsninger de senere årtier kan det godt virke noget gammeldags, at jeg sværger til den 500 år gamle blyant. 

Egentlig kan jeg ikke forklare hvorfor bortset fra, at jeg altid har gjort det. Blyanten er mit foretrukne skriveinstrument til alt, der ikke passer bedre til computeren og før den den elektriske skrivemaskine og endnu før den mekaniske maskine. Jeg bruger oven i købet en bestemt blyant, fabrikeret gennem 50 år hos tyske Stylex. Det har jeg også altid gjort. Blyanterne bruges helt i bund for jeg anvender en sjov forlænger fra engang i forrige årtusinde. Jeg synes, at den den lille træpind, der vejer 3 gram inklusive den vigtige grafit, der slet ikke er bly, ligger behageligt i hånden og den douche grå aflejring er smuk at se på. Ganske vist er jeg også udstyret med et viskelæder, men jeg bruger det sjældent.

Det med viskelæderet kunne ellers være nyttigt, for min første kompositionslærer Erling D. Bjerno, havde som et bonmot, at man skulle skrive mindst én node dagligt – den kunne evt. viskes ud dagen efter. Jeg blev elev hos Bjerno da jeg var 12 og det kan ikke udelukkes, at vanen med blyanten stammer fra ham – lige som er par andre vaner, pen og blæk.

Bjerno var meget mytologisk og selvhøjtidelig omkring det at være komponist. Herom berettes i et andet kapitel her i erindringerne. Lavpraktisk betød det, at man skrev sine partiturer rent med gammeldags pen og blæk, sidstnævnte også af en særlig beskaffenhed. Det berømte Svane Apotek i fødebyen Aalborg, der åbnede i det mere berømte Jens Bangs Stenhus i 1666 og lukkede i 2013, havde nemlig en meget gammel opskrift på blæk, som ingen vist havde brugt i mange år og som oprindeligt var kongeligt godkendt til officielle dokumenter. Da Bjerno kom til byen i 1966 blev den gamle opskrift fundet frem og han og jeg var de eneste kunder til varen, der fik navnet komponistblæk. Man bestilte en halvstor flaske og kunne så hente blækket en uge efter.  Da jeg efter nogle år løsrev mig fra læreren og begyndte på konservatoriet opgav jeg også pen og blæk, for det var jo noget klatværk. Jeg vendte mig mod blyanten og alle mine manuskripter er siden skrevet med den lette træpind.  

En sidehistorie er, at Bjerno også mente, at bogbinding var en del af mesterlæren, og hos frisør Kristian Andersen i Christiansgade lærte jeg i baglokalet det gamle håndværk. Det blev kun til en håndfuld egentlige bøger, men mine manuskripter får stadig en ”light” version af bogbinding før de evt. sendes ud i verden. Men indrømmet: når der kommer klager over at min nodeskrift er utydelig som en læges, tyr jeg til computeren og det guddommelige program ”Sibelius”. Nå ja, og så forærede min gamle kæreste Louise mig engang en fornem japansk blækpen, udført i keramisk glas og den holder jeg meget af. Man må jo følge med tiden…