Den der ikke vil føle må høre
Ja, jeg ved godt, at min farfar sagde det omvendte. “Hvis du ikke vil høre hvad jeg siger kan du få en lussing”. Det gjorde han nu aldrig, men truslen lå i luften – tænk dig om før du skejer ud – og én eller anden konsekvens fik ubetænksomheden altid. Det kaldes “sund fornuft”, men jeg ved ikke hvor fornuftigt det er, og jeg har fundet det sundt at vende mange af de vante forestillinger, ordsprog og slagord på hovedet for så de giver mening for mig.
“Man skal ikke slå på nogen, der er mindre end én selv” siges der. Efter min mening er det dumt at slå på nogen, der er større, end én selv. “Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus”. Hvad skal man så kaste med, hvis man er sur? “Hvad man ikke ved har man ikke ondt af”. Nej: Hvad man ved har man ikke ondt af – sandheden kan gøre ondt i øjeblikket, men kan aldrig være ilde hørt. I deres oprindelse bygger disse slagord på hvad der kaldes sund fornuft, men det er mangel på fornuft – ufornuft – der driver verden frem. Sund fornuft er en individuel sag, baseret på den enkeltes erfaringer.
Et godt eksempel er en taxachauffør som jeg ofte kørte med i København og som havde en særlig foranstaltning over for kunder, der ved ankomsten ikke kunne eller ville betale. Han havde en bunke CD’er i vognen og han stillede uvorne kunder over for valget: Enten ringer jeg til politiet eller du lytter til tredjesatsen af Sibelius 2. symfoni. Han påstod, at det undertiden faktisk lykkedes ham at løse mellemværendet på den måde. Men det var jo i gammeldags forstand ufornuftigt: han fik ikke sine penge, kunden spildte sin tid på klassisk musik og vognmanden havde vel også udgifter til foretagendet. Alligevel skal manden have UG for idéen. Den er kreativ og dynamisk, og klassisk musik gør ingen skade, måske tværtimod.
Jeg mødte engang en mand, der brugte ti år af sit liv på at bygge en tændstikmodel af Eiffeltårnet. Det var jo aldeles ufornuftigt, men det gav hans liv indhold og han viste stolt modellen frem resten af sine dage. Han havde i øvrigt bedt om, at man ved hans død satte ild til til tårnet så selv ind i døden gav de ti års møje mening for ham. Det var i øvrigt også ham, der havde regnet ud, at hvis man væder hænderne før man griber håndsæben, kan man spare 1,50 krone om året. Så det gjorde han.
Klassisk musik og tændstikmodeller skader ingen – det gør “sund fornuft” til gengæld når den bruges ureflekteret som det oftest sker. Når den er båret af ammestuesnak, uvidenskabelig almueerfaring, fordomme og andet ragelse. Jeg har hele mit liv stillet mig kritisk til vedtagne normer, overleverede “sandheder”, forbud og påbud. Jeg gør mine egne erfaringer og de former den jeg er – på godt og ondt. Dét er sund fornuft for mig.