Multitasking

Man siger, at kvinder er bedre til at multitaske, end mænd. Jeg ved ikke, om det er videnskabeligt bevist, men jeg tror det er rigtigt. De fleste kvinder, jeg kender, er utroligt gode til både at skaffe sig og derefter bevare et køligt overblik, og til at løse flere opgaver samtidigt. Måske hænger det sammen med kvindens guddommelige rolle som moder, hvad ved jeg…? Jeg er naturligvis ikke kvinde, endsige moder, men jeg kan meget ad gangen, er hurtig og effektiv til det meste, og går sjældent for alvor i panik – vel at mærke når det gælder mit arbejde og det praktiske i livet. Det er ofte sværere og kræver større energi på det personlige plan.

De fleste mennesker har både kvindelige og mandlige egenskaber i forskellige mål – uden at det har noget med køn i konkret forstand at gøre. Hvis multitasking er særlig kvindeligt har jeg altså dén kvindelige egenskab blandt en del andre. Jeg kan skrive på flere tekster ad gangen, samtidigt med at jeg planlægger en eller anden event, også skriver på noget musik, aftaler møder og udtænker idéer. 

Jeg havde forleden en veninde med til en klassisk koncert. Hun strikkede under musikken. – ellers kunne hun ikke koncentrere sig om at lytte, sagde hun, der er velbevandret i musik, kunst, litteratur m.v. Jeg forstår hende, for undertiden må jeg, også når jeg anmelder, lukke øjnene under musikken. Selvom koncerten er en helhedsoplevelse, der taler til flere sanser, kan synssansen så at sige stjæle billedet fra de andre, herunder høresansen. Sansernes indbyrdes konkurrence viser sig også på andre måder. Jeg har vanskeligt ved at skrive en tekst samtidigt med at jeg hører Orientering i P1. Til gengæld kan jeg sagtens høre musik og skrive samtidigt, også selvom jeg i nogen grad har en videnskabelig tilgang til musik. 

Jeg er (i modsætning til hvad nogle nok tror) meget praktisk anlagt. Det er sikkert et resultat af “learning by doing”, men måske hænger det sammen med min idé om, at det rationelle i tilværelsen bør overstås hurtigt og effektivt, så der er ressourcer og tid til det emotionelle, kunstnerisk/kreative og åndelige. Jeg ved, det lyder idealistisk, luksuriøst, naivt, måske utopisk at have det indre liv som den vigtigste bestræbelse, men det lykkes mig i nogen grad, så dagligdagens trivielle, men nødvendige sysler fylder ikke meget.

Også hvad det angår er nok som mange: et moderne menneske, der multitasker sig gennem tilværelsen – et nutidigt renæssance-menneske.